Aktier: Mindre Nordkorea-frygt sender aktierne i grønt

. Det amerikanske aktiemarked ser ud til at åbne med plusser mandag, da investorerne har fået mere mod på risiko efter en weekend uden en optrapning af konflikten mellem Nordkorea og USA.

Omkring en time før handelsstart stiger futures 0,5-0,7 pct. for de tre toneangivende aktieindeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones.

Nordkorea fejrede lørdag årsdagen for grundlæggelsen i 1948, men der var ingen missilaffyringer, og det giver lettelse på børserne verden over.

- Som følge af de reaktioner, der har været i markedet de seneste uger, var investorerne naturligvis nervøse i løbet af ugen, men da dagen forløb uden drama, har vi set en bevægelse væk fra de sikre investeringer, skriver markedsanalytiker Craig Erlam fra finanshuset Oanda ifølge Marketwatch.

Samtidig bliver regningen fra orkanen Irma, der i weekenden ramte USA, næppe så høj som frygtet, og det er ifølge Marketwatch også med til at løfte humøret på markedet.

Der var estimater på, at skaderne ville beløbe sig til op mod 200 mia. dollar, men ifølge analysehuset LGC bliver regningen nærmere 50 mia. dollar.

Det smitter af på forsikringsselskabet AIG, hvis aktie stiger 2,6 pct. i formarkedet.

Endnu bedre bliver dagen formentlig for det israelske medicinalselskab Teva.

Virksomheden, der blandt andet tjener penge på kopimedicin, har hyret Lundbeck-direktør Kåre Schultz som ny topchef. Aktien er den mest handlede i formarkedet, hvor den stiger 12,2 pct.

/ritzau/FINANS