Aktier: Mest små plusser men tungt fald til byggemarkedsmastodont

Det amerikanske aktiemarked sluttede overordnet sidste uge af i beskedent positivt terræn, og mandag morgen ser udviklingen ud til at holde ved i den asiatiske handel.

Arkivfoto. Det amerikanske aktiemarked sluttede overordnet sidste uge af i beskedent positivt terræn, og mandag morgen ser udviklingen ud til at holde ved i den asiatiske handel.  Fold sammen
Læs mere
Foto: BRYAN R. SMITH

Fredag lukkede S&P 500-indekset 0,2 pct. højere til 2438,30, mens Dow Jones-indekset sluttede stort set uændret til 21.394,76, og Nasdaq-indekset gik frem med 0,5 pct. til 6265,25.

I den asiatiske handel bliver futures for de tre indeks mandag morgen handlet med marginale plusser på omkring 0,1 pct.

Ses der på fredagens handel i de tre amerikanske indeks skyldes den lidt ringere udvikling i Dow Jones blandt andet et dyk til byggemarkedskæden Home Depot, som faldt 2,7 pct. til 151,31 dollar, hvilket var det største endagsfald for aktien siden november.

Ifølge Bloomberg News kunne dykket kobles op på fredagens tal for salget af nye boliger, der ganske vist endte bedre end ventet, men som samtidig betyder, at udbuddet af huse er lavt, og at stigende huspriser ifølge nyhedsbureauet gør det sværere for særligt førstegangskøbere at komme til fadet.

Og det er ensbetydende med, at folk bliver i deres eksisterende hjem, hvilket altså betyder mindre efterspørgsel efter varerne hos Home Depot, skriver Bloomberg News.

Omvendt blæste der i Dow Jones-indekset mildere vinde omkring betalingsgiganten Visa og flyproducenten Boeing, der steg henholdsvis 1,7 pct. til 95,58 dollar og 1,4 pct. til 202,23 dollar.

Derudover var der positiv stemning omkring oliekæmper som Chevron og Exxon Mobil, der på det seneste har været presset af fald i olieprisen. Men fredag blev der noteret stigninger i prisen på den sorte råvare, og det var med til at sende Chevron op med 0,5 pct. til 105 dollar, mens Exxon Mobil steg 0,7 pct. til 81,61 dollar.