Aktier: Massiv gevinsthjemtagning gav kurstæsk

Det var rødt over det hele blandt de danske aktier tirsdag, hvor rekordtakterne fra mandagens handel var pist væk. Ud på eftermiddagen tog aktierne tilmed et ekstra nyrehug oven på et svært skuffende nøgletal fra den amerikanske side af Atlanten.

Læs mere
Fold sammen

Flere af de selskaber, der trak mandagens rekord, herunder Novo Nordisk og Genmab, fik omvendt en syngende lussing tirsdag, og så blev facit et dyk på 1,7 pct. til 1013,15 for C20 Cap-indekset, hvor 18 ud af 20 papirer sluttede i negativt terræn.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at den gode form, som de europæiske aktier har vist hidtil i 2015, er forsvundet.

- Det har været en dag præget af gevinsthjemtagning, og det blev så forstærket efter et sløjt tal for den amerikanske forbrugertillid. Det kan godt være, at aktierne skal lidt ned nu, men vi mener ikke, at opturen generelt set er overstået endnu, siger Jesper Bamberger, der er senioraktierådgiver hos Nordea, til Ritzau Finans.

Den amerikanske forbrugertillid faldt i april til 95,2 fra 101,4 i marts, og det var særdeles skuffende i forhold til økonomernes forventning, der ifølge estimater fra Bloomberg News lød på 102,2.

Genmab fik mandag yderligere luft under vingerne efter positive fase 3-resultater med kræftmidlet Arzerra, men tirsdag blev der for alvor hevet gevinst hjem af investorerne, der sendte aktien ned med 3,6 pct. til 540 kr. - nok til en placering helt i bunden af C20 Cap-indekset.

Næstmest faldt Novo Nordisk, som dykkede med 3 pct. til 382,20 kr. Det skete på trods af et pænt kursmålsløft fra Alm. Brand Markets, der har skruet op til 450 kr. fra 380 kr., mens anbefalingen er fastholdt i positivt terræn på "køb".

Novos franske rival Sanofi meddelte tirsdag eftermiddag, at selskabets insulinhåb Toujeo, der er en konkurrent til Tresib, har opnået markedsføringsgodkendelse på det europæiske marked. Toujeo, der skal afløse supersællerten Lantus, som er på vej til at løbe af patent, blev godkendt i USA i slutningen af februar.

Novo Nordisk er selv regnskabsaktuel torsdag.

De eneste stigende aktier i C20 Cap-indekset blev Mærsk-aktierne, som sluttede mod bunden mandag.

Det amerikanske finanshus Jefferies, der længe har været negativt indstillet over for Mærsk-aktierne, løftede sit kursmål til 12.000 kr. fra 11.000 kr. Anbefalingen er fortsat negativ på "underperform". Mærsks B-aktie steg med 0,2 pct. til 13.660 kr., mens A-aktien løftedes 0,1 pct. til 13.250 kr.

GN Store Nord, som afleverer sit regnskab for første kvartal onsdag morgen, fik løftet sit kursmål hos Alm. Brand Markets til 180 kr. fra tidligere 160 kr., mens anbefalingen blev fastholdt på "køb". GN-aktien faldt med 1,4 pct. til 146 kr.

Blandt sidepapirerne var der fokus til bryggeriet Royal Unibrew, som trodsede de generelt triste tendenser på aktiemarkedet efter et pænt regnskab for første kvartal.

Unibrew leverede pæn fremgang på både toplinje, drift og bundlinje, og forventningerne til hele 2015 blev fastholdt. Det var nok til at tilfredsstille investorerne, som sendte aktien op med 1 pct. til 1300 kr.

Fokus var der også til Alm. Brand og Tivoli, hvorfra der fragik udbytte tirsdag. Alm. Brand udbetaler 50 øre per aktie, og tirsdag faldt papiret i bank- og forsikringskoncernen med 1,3 pct. - eller 60 øre - til 45,30 kr.

Tivoli udbetaler 19,50 kr. per aktie i udbytte, og aktien faldt med 1,4 pct. - eller 54 kr. - til 3746 kr.

Et af de få positive indslag kom også fra softwareselskabet Cbrain, der hentede sin første ordre på et F2-pilotprojekt i Storbritannien.

- Det er en stor dag hos os. Vi synes det er sindssygt spændende og har også arbejdet længe på at få vores første udenlandske pilotprojekt, siger Per Tejs Knudsen, der er administrerende direktør i Cbrain, til Ritzau Finans.

Investorerne var omtrent lige så begejstrede, og Cbrain-aktien steg med 14,3 pct. til 26,40 kr.

/ritzau/FINANS