Aktier: Markedet afventer amerikanske meldinger

Der ånder umiddelbart fred og fordragelighed på de europæiske aktiemarkeder over middag fredag, hvor udsvingene blandt de største indeks på kontinentet er yderst begrænsede.

Det største udsving blandt de førende indeks ses i Schweiz, hvor aktierne i det toneangivende indeks løftes med 0,7 pct. I London falder FTSE 100-indekset med 0,1 pct., mens CAC 40 i Paris løftes med 0,1 pct., og det samme gør DAX-indekset i Frankfurt.

Det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks stiger med 0,3 pct.

Investorerne kigger i høj grad frem mod den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for februar, der rammer handlerbordene klokken 14.30. Spørgsmålet er, hvor solid fremgangen i USA er, og om den generelle fremgang på arbejdsmarkedet også begynder at manifestere sig i lønstigninger, så centralbanken Federal Reserve kan føle sig tryg ved en renteforhøjelse.


- Markederne venter nu på nyheder fra USA for at få en idé om, hvordan den amerikanske økonomi klarer sig, og hvor renterne befinder sig på kort sigt, siger Peter Brändle fra den schweiziske kapitalforvalter Swisscanto Asset Management til Bloomberg News.

Fredagens helt store vinder i Stoxx 600-regi er turist- og rejsebureauet Thomas Cook, der stiger med hele 21,6 pct. til 142,20 pence på børsen i London.

Bevægelsen sker, efter at Fosun International, der er kontrolleret af den kinesiske milliardær Guo Guangchang, har givet tilsagn om at købe 73,1 mio. nye aktier i Thomas Cook, svarende til en ejerandel på 5 pct.

Aktierne sælges for 91,8 mio. pund (knap 950 mio. kr.) svarende til en pris på godt 125 pence per aktie.

Fremgang er der også til skotske Weir Group, efter at flere britiske aviser har løbet med rygter om, at selskabet skulle have modtaget et bud - ifølge Daily Mail fra USA.

Weir Group har flere gange været involveret i sammenlægningsrygter - senest sidste år, hvor selskabet angiveligt var tæt på at slå pjalterne sammen med finske Metso.

Weir Group-aktien stiger med 5,5 pct. til 1834 pence på børsen i London.