Aktier: Markant sektorrotation gav rekord i Dow og dyk i Nasdaq

De amerikanske aktier lukkede onsdag med rekord i de traditionelle Dow Jones-aktier, mens investorer flygtede fra de højtflyvende teknologiaktier og i stedet skød pengene i banker og andre dele af markedet, der kan få fordel af forbedrede økonomiske forhold, reducerede regler, lavere skatter og højere renter.

Gevinsterne blandt de finansielle og industrielle aktier hjalp S&P 500 til at modvirke de negative tendenser blandt teknologisektoren, og det brede indeks lukkede med et fald på under 0,1 pct. i 2626,07.

Dow Jones-indekset sluttede derimod med en gevinst på 0,4 pct. i rekorden 23.940,68, mens Nasdaq-indekset lukkede med et stort dyk på 1,3 pct. i 6824,39.

Small cap-indekset Russell 2000, der ses som et sandsynlighedsbarometer for gennemførelse af den amerikanske skattereform, endte til gengæld i rekord på 1542,30 efter en stigning på knap 0,4 pct.

Torsdag morgen er de asiatiske investorer tilbageholdende. De amerikanske aktiefutures ligger med udsving på 0,1 pct. rundt om nul.

Onsdagens porteføljetilpasning skyldes både positive tegn fra økonomien og det forestående månedsskifte.

»Vi ser en markant sektorrotation, hvor der bliver hevet fortjenester hjem i teknologisektoren, som bliver omfordelt til områder, der vil drage fordel af lavere skatter, mindre regulering, højere renter og lignende senstadier af konjunkturcyklusen,« siger Michael Arone, investeringschef fra State Street Global Advisors i Boston, til Reuters.

Onsdagens nøgletal viste en vækst i den amerikanske økonomi på 3,3 pct. i tredje kvartal af 2017 i forhold til andet kvartal opgjort i annualiserede tal.

Vækstbilledet var dermed lidt stærkere end ventet, idet konsensus blandt økonomerne var en vækstrate på 3,2 pct.

Privatforbruget voksede 2,3 pct. med en ventet forbrugsvækst på 2,5 pct., mens PCE-prisindekset voksede 1,4 pct., hvor der var forudset en stigning på 1,3 pct.

TEKNOLOGI UDSKIFTET MED FINANS

Giganterne Amazon, Apple, Facebook og Googles moderselskab Alphabet faldt alle mellem 2 pct. og 4 pct., og blandt årets andre højdespringere droppede Netflix 5,5 pct.

Likviditeten blev kanaliseret over mod især finanssektoren, der steg 1,8 pct. og dermed opnåede det største todages hop siden valget af præsident Donald Trump sidste efterår.

JPMorgan, Bank of America, Citigroup og Wells Fargo steg alle i omegnen af 2 pct. oven i tirsdagens stigninger på 3 pct. eller mere. Selve banksegmentet steg 2,5 pct. efter tirsdagens stigning på 3,3 pct.

Industrisektoren øgede 0,9 pct. trukket op af transportsektoren med Southwest Airlines, Railroad Union Pacific og pakkeleverandørfirmaet UPS i front.

Investorernes nervøsitet over udviklingen steg også markant. Volatilitetsindekset VIX øgede for tredje dag i træk og tog onsdag et hop på 6,7 pct.

Blandt enkeltaktierne steg aktierne i den problemramte restaurantkæde Chipotle Mexican Grill med 5,6 pct., efter en meddelelse om, at koncernen søger efter en turnaroundekspert til at stå i spidsen for virksomheden.

/ritzau/FINANS