Aktier: Marginalt plus i vente op til lang weekend

. Der er udsigt til stigninger, når de amerikanske aktier åbner for handel om en lille times tid. En times tid før åbningen ligger futures på de tre store indeks med marginale stigninger op til den forlængede weekend i USA. Markedet i USA holder lukket mandag, hvor det er Presidents Day.

Torsdag lukkede S&P 500-indekset med et plus på 1,2 pct. til 2731,20. Dow Jones-indekset sluttede med en gevinst på 1,2 pct. til 25.200,37, mens Nasdaq endte med en stigning på 1,6 pct. til 7256,43.

Omsætningen lå lidt over normalniveauet med omkring 7,1 mia. handlede aktier.

S&P 500-indekset er steget mere end 1 pct. fire af de seneste fem handelsdage, og det er ikke sket siden oktober 2011, påpeger Mike O'Rourke, chefstrateg i Jones Trading, til CNN.

PÆNE TAL FRA DEERE OG COCA-COLA

Inden handelsstart er der blandt andet kommet regnskaber fra Deere og Coca-Cola.

Den amerikanske koncern Deere, der blandt andet fremstiller traktorer og landbrugsmaskiner, kom svagere end ventet ud af første kvartal 2017/2018. Til gengæld er forventningerne blevet opjusteret.

Deeres salg landede på 5,97 mia. dollar i kvartalet, hvilket ifølge Bloomberg News var under de ventede 6,41 mia. dollar, mens overskuddet per aktie før særlige poster lød på 1,31 dollar. Analytikerne havde ventet et overskud på 1,33 dollar.

På bundlinjen fik Deere et underskud på 535 mio. dollar, hvilket er relateret til den nyligt vedtagne amerikanske skattereform, der sænker virksomhedsskatten til 21 pct. fra 35 pct.

Som følge af de nye regler har Deere foretaget en nedskrivning på 716 mio. dollar af et udskudt skatteaktiv.

Det er tidligere års underskud, som selskabet kan bruge til at spare på skatten i år med overskud, men nu hvor skatten er sat ned, bliver værdien af aktivet tilsvarende mindre.

I forbindelse med regnskabet opjusterer Deere forventninger til salget i regnskabsåret, så det nu sigter efter en fremgang på 25 pct. mod tidligere ventet 22 pct.

Aktien stiger i formarkedet med 1,5 pct.

Den amerikanske drikkevaregigant Coca-Cola landede et overskud som ventet i fjerde kvartal og venter vækst i indeværende regnskabsår.

Overskuddet per aktie i fjerde kvartal blev 39 cent mod ventet 38 cent opgjort på sammenlignelig basis og uden ekstraordinære poster ifølge estimater indsamlet af Bloomberg. Estimaterne lå i intervallet fra 37-40 cent.

Selskabet rapporterede et tab på 0,66 cent per aktie blandt andet som følge af den amerikanske skattereform. Skattereformen resulterede i en nettoudgift på 3,6 mia. dollar i fjerde kvartal.

Omsætningen i kvartalet kom ind på 7,5 mia. dollar mod ventet 7,36 mia. dollar.

Coca-Cola ser en vækst i indtjeningen på 8-10 pct. i indeværende regnskabsår, fremgår det af regnskabet.

Coca-Cola stiger i formarkedet med 2,4 pct.

/ritzau/FINANS