Aktier: Marginale fald i USA i afventende marked

De amerikanske aktiemarkeder lukkede med marginale fald onsdag.

Investorerne fordøjede den amerikanske centralbankchef Janet Yellens gentagelse af, at en renteforhøjelse er sandsynlig i år, mens de fleste afventede afstemningen i det græske parlament om mandagens EU-hjælpepakke.

Afstemningen, der blev et ja til pakken og de tilhørende barske vilkår, nåede ikke at finde sted inden markedsafslutningen og fik dermed heller ikke markedspåvirkning.

S&P 500-indekset faldt under 2 point til 2107,40, mens Dow Jones endte dagen med et minus på 3,4 point til 18.050,17. Teknologiaktierne i Nasdaq-indekset sluttede med dagens største fald på godt 0,1 pct. svarende til knap 6 point til 5098,94.

Omsætningen lå tæt på gennemsnittet med godt 770 mio. aktier handlet på New York Stock Exchange, mens Nasdaq-børsen omsatte 1,7 mia. aktier.

Torsdag morgen får det græske parlaments ja til reformer de amerikanske aktiefutures til at stige op mod 0,3 pct. i Asien

Det var dog Federal Reserve-chef Janet Yellens tale, der fik mest opmærksomhed onsdag. Yellen gentog gentog, at det er sandsynligt, at Federal Reserve vil hæve renten på et eller andet tidspunkt i år.

- Hvis økonomien udvikler sig, som vi forventer, gør de økonomiske betingelser det sandsynligvis passende på et tidspunkt i år at hæve renten, lød det fra Janet Yellen.

Centralbankchefen understregede dog, at det ikke var et løfte, men en fremskrivning, at der kan ventes en renteforhøjelse i år. Derefter vil fremtidige renteforhøjelser ske "gradvist", forklarer hun.

- En renteforhøjelse er allerede blevet indregnet i priserne i et stykke tid. Hun (Janet Yellen, red.) er nødt til at tage hensyn til, hvordan situationen i Europa udvikler sig, og samtidig er deflationspresset stadig formidabelt. Men fremadrettet vil indtjeningen være vigtigt, siger chef investeringsstrateg Bruce Bittles fra Robert W. Baird & Co. til Bloomberg News.

Den amerikanske fast food-koncern Yum Brands stod til regnskab for andet kvartalsdataene, som blev offentliggjort sent tirsdag aften. Investorerne var ikke imponerede, og aktien faldt 3 pct.

Storbanken Bank of America var regnskabsaktuel, før markederne åbnede onsdag. Og i lighed med kollegaen JP Morgan var det ganske pæne tal som prægede regnskabsmeddelelsen. Investorerne kvitterer for det ved at sende aktien 3,2 pct. op.

Stormagasinkæden Macys skød 7,9 pct. i vejret efter, at det kom frem, at aktivist-investoren Starboard Value har erhvervet en stor aktiepost i detailkoncernen.

Medicinalvirksomheden Celgene hævede resultatprognosen for hele året og lagde samtidig et bud på konkurrenten Receptos på 7,2 mia. dollar. Celgene steg 7 pct. og Receptos blev handlet 11 pct. højere.

Filmstreaming selskabet Netflix og halvledergiganten Intel rapporterede begge resultaterne for andet kvartal efter amerikanske børsslut. Begge selskaber kunne fremvise højere overskud end forudset blandt analytikerne. Netflix steg hele 10 pct., mens Intels kursstigning var mere beskedne 1,4 pct. i eftermarkedet.

/ritzau/FINANS