Aktier: Mærsk trodser lave ratetal i et marked med lav volume

Foto: FOCKE STRANGMANN.
Læs mere
Fold sammen

A.P. Møller Mærsk-aktierne trodser fredag data fra Shanghai Shipping Exchange, der viser den laveste rateudvikling på en stribe ruter fra Shanghai og ud i verden i 15 måneder, og stryger til tops i et danske C20 Cap-indeks med lav volume.

»Det kan være positionering hen mod slutningen på måneden, og når der er så lav volume, som der er i dag, så kan det være få ordrer, som får en aktie til at bevæge sig,« forklarer Lars Skovgaard Andersen, senioraktierådgiver i Danske Bank.

B-aktien stiger med 1,2 pct. til 10.260 kr., mens A-aktien stiger med 1,1 pct. til 9.955 kr.

Det danske C20 Cap-indeks falder fredag med 0,3 pct. til 1112,38, hvilket er på linje med udviklingen i det britiske FTSE 100-indeks. Det tyske Dax-indeks stiger med 0,1 pct.

Nederst i det danske eliteindeks ligger FLSmidth med et fald på 1,9 pct. til 349,70 kr. Lige over ligger Lundbeck med et fald på 1,5 pct. til 338,50 kr. Begge selskaber er uden selskabsspecifikt nyt, og investorerne er ifølge Lars Skovgaard Andersen generelt afventende fredag.

»I dag venter investorerne på, hvad der kommer til at ske. Hvordan kommer amerikanerne til at reagere i dag, hvor de kun holder åbent halvdelen af dagen, på black friday, som er et pejlemærke for forbruget.«

»Derfor holder man sig lidt på sidelinjen. Der er ikke nogen, som skal nå noget, for der er en uge tilbage af måneden, hvor mange begynder at lukke lidt ned,« vurderer senioraktierådgiveren.

ECB-REFERAT RYKKER I BANKERNE

Umiddelbart efter A.P. Møller Mærsk ligger de tre banker Nordea, Danske Bank og Jyske Bank. Ifølge Lars Skovgaard kan der være flere som positionerer sig i bankaktierne efter torsdagens møde i Den Europæiske Centralbank.

»Noget af det, man har konkluderet på referatet fra mødet i Den Europæiske Centralbank i går, kan trække bankaktierne lidt op i dag, fordi en række medlemmer mente, at man ikke skal være så fokuseret på inflationen, men skal kigge bredere på økonomien.«

»Det bliver tolket som, at man nok vil hæve renten, før inflationen kommer op på målet,« siger senioraktierådgiveren.

Mens Nordea stiger med 0,5 pct. til 73,45 kr., og Danske Bank stiger med 0,2 pct. til 234 kr., falder Jyske Bank med 0,1 pct. til 335,50 kr.

ANALYTIKERNYT UDEN FOR C20

Uden for det danske eliteindeks stiger NKT med 3,2 pct. til 284 kr. Kabelproducenten er blevet optaget i den amerikanske investeringsbank JPMorgans dækningsunivers med en "overvægt"-anbefaling og et kursmål på 345 kr.

Schouw & Co. har ligeledes fået nyt fra analytikerne, hvor norske Fearnleys har løftet anbefalingen af aktien til "køb", mens kursmålet sænkes til 700 kr. fra 755 kr.

En aktie i industrikonglomeratet koster fredag 588,50 kr. efter en stigning på 0,5 pct.

Royal Unibrew, der onsdag aflagde regnskab for tredje kvartal, som viste en lille tilbagegang i omsætningen men en bedre end ventet bundlinje, har fået sænket sin anbefaling af Handelsbanken til "reducer" fra "akkumuler". Kursmålet på 345 kr. gentages.

Bryggeri-aktien falder med 4 pct. til 355,30 kr.

Køkkenkoncernen TCM Group, der blandt andet ejer brands som Svane Køkkenet og Tvis Køkkener, har fredag fået debut på den københavnske fondsbørs.

Aktierne i køkkenkoncernen var prissat til 98 kr. De handles til 96,5 kr. efter et fald på 1,5 pct.

/ritzau/FINANS