Aktier: Mærsk tager opmærksomhed i afdæmpet start

Der er ikke umiddelbart nogen entydig retning at spore for de danske aktier mandag morgen, hvor det stritter i begge retninger med indikationerne for markedet.

Fælles synes det dog at være, at udsvingene ikke er store, og derfor peger meget mod en rolig åbning af markedet, mens A.P. Møller-Mærsk igen kan tage fokus grundet snakken om en mulig aftale om Nordsøolien.

De amerikanske aktier steg en smule efter dansk lukketid fredag, efter at Janet Yellen, chefen for den amerikanske centralbank, havde luftet kommentarer om, at det formentlig snart er tid til en renteforhøjelse, men samtidig - ifølge markedets tolkning - ikke indikerede stor appetit på flere stramninger.

Mandag morgen falder futures for de amerikanske aktier dog igen - og med mere end aktierne steg efter dansk lukketid fredag, hvilket trækker i den modsatte retning.

I Asien er udviklingen blandet, idet der er aktiefald i Japan, hvor yen styrkes, mens de kinesiske aktier stiger. Endelig synes det danske marked at have et efterslæb til det øvrige Europa, hvor der flere steder var pæne stigninger fredag, mens C20 Cap-indekset faldt med 0,6 pct. til 1071,47.

MÅSKE KLARHED OM NORDSØAFTALE MANDAG

Blandt enkeltselskaberne er der mandag fokus til A.P. Møller-Mærsk, der i sidste uge kom i fokus, da Berlingske Business skrev, at der var en aftale om Nordsøolien på plads - en historie, der dog senere blev tilbagevist af både Mærsk og staten.

Mandag skriver Finans så, at aftalen er færdigforhandlet og måske kan præsenteres mandag.

Ifølge erhvervsmediet har Mærsks olieforretning, Maersk Oil, indrykket jobannoncer til genopbygningen af det pressede Tyra-felt lørdag, efter at aftalen skulle være blevet godkendt fredag med tilsagn fra Socialdemokratiet.

A.P. Møller-Mærsk har betinget sig nye og bedre skattevilkår fra den danske stat, før selskabet ville investere op mod 30 mia. kr. i en totalrenovering af det vigtige gasfelt.

Fredag endte konglomeratets aktier i bunden af C20 Cap-indekset, efter at nye tal viste, at priserne på containerfragt faldt igen for syvende uge i træk.

B-aktien sluttede 2 pct. lavere i 11.570 kr.

VESTAS ANSÆTTER I JOINT VENTURE

Vindmølleproducenten Vestas opruster på dansk grund i sit joint venture-selskab med japanske Mitsubishi Heavy Industries, MHI Vestas Offshore, hvor der ansættes 414 medarbejdere på selskabets to fabrikker i Lindø på Fyn og i Nakskov på Lolland.

- De nye stillinger er en positiv afspejling af markedets øgede interesse i 8 MW-platformen og MHI Vestas generelt, siger Jens Tommerup, chef for MHI Vestas, i en pressemeddelelse.

Med ansættelserne er der næsten tale om en fordobling af bemandingen på de to MHI Vestas-fabrikker, fortæller selskabet.

Vestas-aktien sluttede 0,9 pct. lavere i 520,50 kr. fredag.

MINDRE REGNSKABER

Mandag venter der desuden regnskabstal fra Sanistål og United International Enterprises (UIE), som begge serverer årsregnskaber for 2016.

Inden regnskabet venter Sanistål et driftsoverskud før renter og skat (EBIT) på 110 mio. kr. i 2016, mens UIE sigter efter et nettoresultat - målt på aktionærernes andel - der er væsentligt lavere end i 2015.

Sanistål sluttede 1 pct. højere i 100 kr. fredag, mens UIE faldt 0,2 pct. til 1242 kr.

Blandt sidepapirerne har Sydbank desuden fået løftet sit kursmål af svenske Handelsbanken til 275 kr. fra 255 kr. Anbefalingen er fortsat "akkumuler".

Sydbank-aktien steg 0,7 pct. til 250 kr. fredag.