Aktier: Mærsk tager C20-top mens Tryg stiger på regnskab

Foto: Phil Noble

Stigninger i den tidlige handel tirsdag er blevet udjævnet, og i stedet peger det danske C20 Cap ned i middagshandlen.

A.P. Møller-Mærsk er blandt undtagelserne i et fortrinsvist rødt eliteindeks, da et par finanshuse har rykket på deres kursmål for aktien i opadgående retning.

Konglomeratet har fået løftet kursmålet til 15.200 kr. fra 14.000 kr. hos Nordea, der venter sorte tal hos Maersk Line igen, og samtidig ikke regner med, at hackerangrebet for nylig vil få nogen markant økonomisk effekt.

HSBC har desuden løftet kursmålet til 15.500 kr. fra 14.100 kr. Begge fastholder en købsanbefaling af Mærsk, hvis B-aktie stiger med 2,0 pct. til 13.985 kr.

Samtidig falder C20 Cap 0,3 pct. til 1157,25, mens også olieprisen peger ned i middagshandlen og har skabt en mere trykket stemning blandt de europæiske aktieinvestorer, der ellers begyndte dagen i noget bedre humør.

REGNSKAB FRA TRYG

Uden for C20 har Tryg som det første større selskab afleveret sit regnskab for andet kvartal. Her overraskede forsikringsselskabet på langt de fleste resultater, mens toplinjen - bruttopræmieindtægterne - sluttede lidt lavere end analytikernes forventninger ifølge Ritzau Estimates.

- Toplinjen skuffer en anelse, som følge af det norske marked der udvikler sig lidt værre, end man havde regnet med, siger aktieanalytiker Emil Mikkel Emil Jensen fra Sydbank.

Der kommer dog vækst i Norge igen, men nok først om nogle år, forsikrer koncernchef Morten Hübbe over for Ritzau Finans.

- Vi er stærke i Vestnorge, der er hårdest ramt af olieprisens fald, og det rammer os, siger han.

Tryg-aktien ligger 1,9 pct. højere i 143,10 kr. i middagshandlen.

STIGNINGER TIL DSV, FLS OG DONG

Blandt de øvrige selskaber herhjemme har ingeniørkoncernen FLSmidth ifølge netmediet Worldcement fået en ordre på en cementfabrik til Maghna Cement Mills i Bangladesh.

Orden har en estimeret værdi på 200 mio. kr., skriver Alm. Brand Markets i en kommentar. FLS-aktien stiger med 0,3 pct. til 413,40 kr.

Dong Energy oplyste efter mandagens børslukning, at energiselskabet har indgået et samarbejde med amerikanske Dominion Energy i delstaten Virginia. Til at begynde med skal der blot opføres to havvindmøller, men håbet er, at der er langt flere på vej, da det samlede projekt er på 2000 MW. Dong-aktien går frem med 0,2 pct. til 293,70 kr.

Transportkoncernen DSV har fået løftet kursmålet af Nordea til 450 kr. fra 430 kr., mens anbefalingen fortsat er "køb", fremgår det af data fra Bloomberg. Aktien stiger med 0,8 pct. til 399,40 kr.

I bunden af indekset er Chr. Hansen kommet under teknisk pres, da ingrediensselskabet udbetaler et udbytte på 5,64 kr. per aktie. Aktien falder 2,4 pct. til 479,40 kr. Det svarer til et fald på 11,70 kr. i forhold til mandagens lukkekurs.

Endelig ser allergikoncernen ALK-Abelló mulighed for et eksporteventyr i Japan i kølvandet af den underskrevne frihandelsaftale mellem EU og Japan samt den japanske premierministers, Shinzo Abes, besøg i Danmark. ALK-Abelló-aktien stiger med 0,3 pct. til 966 kr.