Aktier: Mærsk starter i toppen af helt grønt C25

Investorerne er som ventet i godt humør mandag morgen ved børsåbningen, hvor A.P. Møller-Mærsk-aktierne indtager topplaceringen i det danske eliteindeks, der kun byder på stigende aktier fra start.

Foto: BRENDAN MCDERMID. Investorerne er som ventet i godt humør mandag morgen ved børsåbningen, hvor A.P. Møller-Mærsk-aktierne indtager topplaceringen i det danske eliteindeks, der kun byder på stigende aktier fra start.
Læs mere
Fold sammen

C25-indekset starter med en samlet stigning på 0,6 pct. til 1.106,80 mandag og fortsætter dermed fredagens takter, hvor indekset lukkede netop 0,6 pct. højere i 1100.

Fredagens stigning kom, på trods af at USA klokken 06.01 dansk tid gjorde alvor af sine trusler og indførte told på kinesiske varer til en værdi af 34 mio. dollar. Kina svarede kort efter igen med tilsvarende toldsatser, og også i denne uge vil investorerne have blikket rettet mod de politiske meldinger om konflikten fra både USA, Kina og EU.

Helt i toppen ligger Mærsk-aktierne mandag, efter at sidste uge bød på et samlet fald. Kort efter børsåbningen ligger B-aktien 2,2 pct. højere i 7840 kr.

Sænket Pandora-kursmål

Pandora ligger blandt bundaktierne mandag, efter at smykkeselskabet har fået sænket sit kursmål af den britisk-asiatiske storbank HSBC til 500 kr. fra 590 kr. Anbefalingen er fortsat hold, viser data fra Bloomberg.

Indtil videre er Pandora-aktien faldet 37 pct. - hvis man fraregner udbytte - i år, og aktien har især haft det svært den seneste måned oven på en negativ analyse fra svenske Carnegie. Ni af de seneste ti børsdage er endt med fald for aktien, og set over den seneste måned er aktien faldet knap 17 pct.

Mandag starter aktien 0,2 pct. højere i 419 kr.

Novo Nordisk er mandag på forsiden af Berlingske Business, efter at det danske medicinalselskab har måttet afgive en GLP-1-førsteplads i USA. Victoza er ikke længere det mest populære lægemiddel i sin klasse, da et andet GLP-1-middel, Trulicity fra Eli Lilly, i april var det foretrukne.

Overhalingen kommer dog ikke som en kæmpe overraskelse, da tendensen længe har været til en større markedsandel til Trulicity, og Novo har et nyt middel, Ozempic, på vej i segmentet.

Novo-aktien stiger 0,5 pct. til 308,65 kr.

Fredag aften kom det frem, at Vestas har fået en ledig plads i bestyrelsen. Lykke Friis stopper nemlig med øjeblikkelig virkning, da hun er blevet ansat som korrespondent for Berlingske og derfor stopper bestyrelsesarbejdet.

Vindmølleselskabet har endnu ikke meldt noget ud om en potentiel afløser for Lykke Friis. Vestas-aktien starter 1 pct. højere i 389,20 kr.

Nyt til SAS og B&O

SAS var i fokus fredag, hvor luftfartsselskabet offentliggjorde sine trafiktal for juni. Til trods for at der var fremgang over hele linjen, sluttede aktien uændret i 12,20 kr. Også mandag kan der falde lidt opmærksomhed af til SAS, da branchemediet Check-in.dk har skrevet, at SAS i første halvår havde knap 3200 aflysninger.

SAS forklarer selv statistikken med, at SAS har nemt ved at booke passagerer ind på andre afgange kort efter, når der er knas med flyene, og at de derfor ofte vælger at aflyse helt i stedet for at flyve med store forsinkelser.

Mandag stiger aktien 2,1 pct. til 12,45 kr.

Bang & Olufsen, der fredag faldt 0,3 til 147,60 kr., får snart mulighed for at kigge nærmere på konkurrenten Sonos forretning, når selskabet rammer børsen i USA. Sonos fortalte fredag om sine børsplaner og nævnte selv Bang & Olufsen som en direkte konkurrent.

B&O-aktien stiger 0,7 pct. til 148,60 kr.

/ritzau/FINANS