Aktier: Mærsk og Danske Bank tynger eliteindekset i rødt

Tilbagegang i indekstunge aktier som Mærsk og Danske Bank trækker torsdag formiddag det danske C25-indeks i rødt, mens aktiestemningen ude i Europa ligger til den positive side.

Tilbagegang i indekstunge aktier som Mærsk og Danske Bank trækker torsdag formiddag det danske C25-indeks i rødt, mens aktiestemningen ude i Europa ligger til den positive side. Fold sammen
Læs mere
Foto: BRENDAN MCDERMID

Eliteindekset ligger torsdag middag i 1095,45 eller 0,4 pct. lavere end slutniveauet onsdag aften. Samtidig ses en stigning på 0,4 pct. for der brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.

»Vi 'underperformer' lidt i Danmark i dag. Hvidvasksagen påvirker fortsat Danske Bank, og ellers ser vi lidt usikkerhed op mod de udmeldinger om straftold, der ventes i morgen. Det giver lige lidt usikker for aktier som Mærsk. Men nyhedsmæssigt er det en rimelig begrænset dag,« konstaterer afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen.

De finansielle markeder venter, at amerikansk straftold fredag rammer kinesiske varer for 34 mia. dollar, og at Kina vil svare igen med tilsvarende takster på amerikanske produkter.

Og B-aktien i Mæsk, der er følsom overfor udviklingen i de globale handelsmønstre, falder 1,3 pct. til 7856 kr. og genoptager dermed den tilbagegang, der har præget aktien under indtryk af den aktuelle handelskrise mellem USA og verdens øvrige større økonomier.

Yderligere har DNB skåret kursmålet for B-aktien med 12 pct. til 10.400 kr., men anbefalingen lyder fortsat på "køb".

Danske Bank ligger torsdag middag 2,5 pct. lavere i 192,45 kr. i bunden af C25 i forlængelse af onsdagens tab på 2,0 pct. Berlinske Business skrev onsdag om suspekte pengestrømme for nye 28 mia. kr., hvilket bringer det samlede beløb af potentielt hvidvaskede penge op på 53 mia. kr.

Torsdag er banken på forsiden hos flere erhvervsmedier, og derudover har DNB sænket kursmålet for aktien til 255 kr. fra 275 kr. Den norske bank fastholder dog sin købsanbefaling, skriver Bloomberg News.

ISS MED DAGENS POSITIVE NYHED

Blandt dagens få selskabsspecifikke nyheder peger Ole Kjær Jensen på oplysningen om, at Credit Suisse har indledt dækning af ISS-aktien med anbefalingen "outperform" og et kursmål på 260 kr. Aktien ligger torsdag middag 1 pct. højere i 217,40 kr.

Øverst i eliteindekset stiger Chr. Hansen 1,4 pct. til 614,20 kr. uden baggrund i egentlige nyheder.

FLSmidth stiger 1,0 pct. til 374,60 - parallelt med at råvareaktierne generelt ligger i toppen af det europæiske aktiemarked på sektorbasis.

Blandt de indekstyngede aktier ses også Royal Unibrew, der taber 1,8 pct. til 501 kr., og Pandora, der falder 1,1 pct. til 433,30 kr.

TVIVL OM NKT-PRIS

Uden for C25 er der hård medfart til NKT-aktien. Selskabet oplyste onsdag, at det har fået en 820 mio. kr. stor kabelordre til Ørsteds Hornsea 2-projekt, og aktien steg på den baggrund 3,4 pct. Men torsdag er stemningen vendt, og NKT falder 6,1 pct. til 165,80 kr.

»Der bliver stillet spørgsmålstegn ved prisen og marginalerne på aftalen. Om den er påvirket af, at de vil udnytte ledig kapacitet og derfor er gået lidt ned i pris. Og det er fortsat den mest 'shortede' aktie,« bemærker Ole Kjær Jensen.

/ritzau/FINANS