Aktier: Mærsk og Bavarian er i fokus i forsigtigt marked

Mærsks danske hovedkvarter på Esplanaden i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Bavarian Nordic og A.P. Møller-Mærsk kan få opmærksomhed tirsdag morgen, hvor meget tyder på en forsigtig åbning. De amerikanske aktier faldt tirsdag efter dansk børslukketid, og en lille stigning i de amerikanske indeksfutures er ikke nok til at afbøde faldet.

Den tyske DAX-future indikerer dog en positiv åbning på 0,3 pct. fra morgenstunden.

Mandag faldt C25-indekset med 0,9 pct. til 1114,69.

»De sure markeder tilskrives investorernes fokus på handelspolitikken mellem Kina og USA og særligt Det Hvide Hus' initiativ om at begrænse kinesiske investeringer og mulighed for at importere fra vigtige sektorer indenfor teknologi,« konstaterer seniorstrateg i Nordea Andreas Østerheden i en morgenkommentar.

Mærsk, der har været den danske aktie, som har været mest berørt af den optrappede handelstvist, faldt mandag yderligere 2,7 pct. til 8672 kr. målt på B-aktien. Dermed skal Mærsk-aktien tirsdag forsøge at rejse sig fra det laveste niveau siden juli 2016.

Dagbladet Børsen har tirsdag Mærsks bestyrelsesformand, Jim Hagemann Snabe, på forsiden. Formanden udtrykker stærk tiltro til koncernens nye strategi.

Også Danske Bank, der faldt 1,5 pct. til 203,60 mandag, er i aviserne, og igen er omdrejningspunktet hvidvask-sagen. Børsen, Jyllands-Posten og Berlingske refererer den nye erhvervsminister, Rasmus Jarlov (K), for en skærpelse af tonen over for banken. Han omtaler sagen som en skandale og en skamplet.

ØRSTED SÆLGER FRA

Før handelsstart har Ørsted annonceret, at energiselskabet iværksætter en struktureret salgsproces vedrørende selskabets danske eldistributions- og privatkundeforretning.

»Set i lyset af Ørsteds strategiske udvikling i retning mod at blive en globalt førende virksomhed inden for grøn energi, har Ørsteds bestyrelse og koncernledelse foretaget en strategisk gennemgang af koncernens downstream-forretning,« skriver selskabet i meddelelsen.

Bestyrelsen forventes, med opbakning fra aktionærerne, at træffe beslutning om et eventuelt salg inden udgangen af første halvår 2019.

Ørsted-aktien faldt 1,6 pct. til 375 kr. mandag.

ØGET SHORT I BAVARIAN

Det canadiske investeringsselskab Connor Clark & Lunn Investment har øget sin shortposition i aktien i Bavarian til 0,70 pct. fra 0,61 pct. og har dermed satset flere penge på, at aktien falder i værdi.

Aktien i Bavarian faldt mandag med 4,8 pct. til 189,40 kr. Det er det laveste niveau siden midten af maj.

Carlsberg, der steg med 0,3 pct. mandag til 752,80 kr., har fået hævet sit kursmål hos finanshuset Jefferies til 750 kr. fra 730 kr. Anbefalingen fastholdes på »hold.«

Fra regnskabsfronten kommer der tirsdag nyt fra Harboes Bryggeri, som gør status for regnskabsåret 2017/18, der løb til og med april og sluttede, inden det gode sommervejr satte ind. Bryggeriets seneste forventning var et overskud før skat på 0-10 mio. kr. Aktien i Harboes steg mandag med 1,2 pct. til 99,60 kr.

Også Roblon, der laver fibermaterialer til den optiske kabelfiberindustri, kommer med regnskab for første halvår af 2017/18. Aktien faldt mandag 1,3 pct. til 311 kr.

/ritzau/FINANS