Aktier: Mærsk og bankerne giver pænt løft til C20 Cap

A.P. Møller-Mærsk-aktierne ligger i front i et positivt dansk aktiemarked onsdag, hvor C20 Cap-indekset ved middagstid er steget 0,6 pct. til 1034,88. Blandt sidepapirerne er NNIT presset af en skuffende prognose for 2017, hvor selskabet bliver ramt af besparelser hos storkunden Novo Nordisk.

Foto: CLAUS FISKER. Mærsk.
Læs mere
Fold sammen

Også i resten af Europa er der stigninger i de toneangivende indeks, efter at de amerikanske børser tirsdag lukkede med pæne plusser og i øvrigt indikeres højere fra åbningen igen onsdag. De asiatiske børser kunne onsdag ligeledes notere pæne stigninger drevet af forhåbninger om stærk amerikansk vækst.

USA SOM VÆKSTMOTOR

»Det faktum, at den amerikanske økonomi er stærk, er positivt for den globale økonomi, og lige netop nu tipper investorstemningen mod håb om, at præsident Trump prøver noget nyt,« siger Chihiro Ohta, seniorstrateg hos SMBC Nikko Securities til Bloomberg News.

En sparerunde hos Novo Nordisk gør ondt hos it-selskabet NNIT, der henter omkring halvdelen af sin omsætning hos den danske medicinalgigant. I fjerde kvartal faldt NNIT's omsætning fra Novo med 16,1 pct., og for 2017 venter NNIT som følge af situationen kun at vokse med 1-5 pct., hvilket er under it-selskabets langsigtede forventninger, som går på at øge salget med mindst 5 pct. årligt.

I forbindelse med regnskabet stopper bestyrelsesformand Jesper Brandgaard, og i stedet vil NNIT have tidligere TDC-topchef Carsten Dilling på posten. NNIT's aktie ligger ved middagstid til et fald på 5,4 pct. til 183,50 kr.

ANALYSENYT PÅ MÆRSK

I C20 Cap er der derimod fremgang i 16 af indeksets 20 aktier. Bedst går det for Mærsk A og B, der stiger henholdsvis 1,8 og 1,7 pct. til kurserne 11.120 og 11.670 kr. To finanshuse har hævet kursmålet for aktierne, henholdsvis Credit Suisse og Fearnley Securities.

Credit Suisse har løftet kursmålet med 3 pct. til 12.899 kr. og gentaget den positive anbefaling "outperform". Det norske analysehus Fearnley Securities har ifølge Bloomberg News derimod valgt at sænke sin anbefaling af Mærsk-aktierne til "akkumuler" fra "køb", men kursmålet er dog skruet op til 12.250 kr. fra 11.500 kr.

BANKERNE TRÆKKER OP

Den positive stemning på de europæiske aktiebørser er drevet særligt af bankaktierne. De klarer sig også godt i København, hvor Danske Bank stiger 1,5 pct. til 226,30 kr., Jyske Bank stiger 1,4 pct. til 347,30 kr. og Nordea ligger 1,6 pct. højere i 82,30 kr.

Nordea-aktien virker dermed upåvirket af en artikel hos Finans om, at banken ifølge analysehuset Voxmeter mistede 40.000 kunder i Danmark sidste år. Nordea bekræfter tendensen, men kan ikke genkende tallet.

Kollegaen Spar Nord er også i fokus, da SEB har sænket anbefalingen af aktien til "hold" fra "køb". Spar Nord-aktien ligger 0,2 pct. lavere i 79,80 kr.

ZEALAND UNDER PRES

Zealand Pharma får også opmærksomhed og falder 4,1 pct. til 117,50 kr., efter en artikel i Børsen om at selskabet er i fare for at miste indtjening på det amerikanske marked.

Det skyldes, at partneren Sanofi, som det danske selskab samarbejder med om diabetesmidlet Soliqua, giver rabatkuponer til patienter for at holde dem inde i folden, efter at Sanofi er røget ud af to store aftaler hos amerikanske indkøbsorganisationer.

Nordea-analytikeren Michael Novod skriver i en analyse, at Zealand Pharma kan risikere slet ikke at modtage indtægter fra salget, hvis Sanofi forærer diabetesmidlet væk.

Samtidig hersker der tvivl om, hvorvidt Zealand Pharma skal være med til at betale en del af rabatkuponerne.

Blandt de mindre selskaber på fondsbørsen har dansk-franske Onxeo meddelt, at det har rekrutteret patienter til et vigtigt fase 3-studie med kræftmidlet Livatag. De første resultater er efter planen klar i midten af 2017. Onxeo-aktien stiger 1,5 pct. til 20,10 kr.