Aktier: Mærsk lægger sig med øverst i grønt C25

Rederiet A.P. Møller-Mærsk er kommet godt fra land på ugens første dag, hvor begge selskabets aktier ligger i den øverste ende af det danske eliteindeks C25.

Foto: Jon Nazca. Rederiet A.P. Møller-Mærsk er kommet godt fra land på ugens første dag, hvor begge selskabets aktier ligger i den øverste ende af det danske eliteindeks C25.
Læs mere
Fold sammen

C25-indekset ligger mandag ved middagstid med en samlet stigning på 0,8 pct. til 1108,83 og fortsætter dermed fredagens takter, hvor indekset lukkede netop 0,6 pct. højere.

Fredagens stigning kom, på trods af at USA klokken 06.01 dansk tid gjorde alvor af sine trusler og indførte told på kinesiske varer til en værdi af 34 mia. dollar. Kina svarede kort efter, at de vil svare igen med tilsvarende toldsatser, og også i denne uge vil investorerne have blikket rettet mod de politiske meldinger om konflikten fra USA, Kina og EU.

Mærsk B-aktien stiger med 2,6 pct. til 7878 kr., mens A-aktien ligeledes stiger 2,6 til 7530 kr.

»Generelt set er stemningen positiv, fordi der ikke er noget nyt fra handelskrigsfronten,« siger aktiechef i ABG Sundal Collier Tue Østergaard.

Han påpeger, at de aktier, der stiger mest mandag, også er nogle af de aktier, der har haft det sværest den seneste tid.

»Mærsk-aktierne nyder godt af, at der ikke er sket en negativ eskalering af handelskrigen henover weekenden, så der er tale om et 'relief-rally',« siger Tue Østergaard.

Sænket Pandora-kursmål

I bunden finder man Pandora, efter at smykkeselskabet har fået sænket sit kursmål af storbanken HSBC til 500 kr. fra 590 kr. Anbefalingen er fortsat hold, viser data fra Bloomberg.

Pandora-aktien er faldet 37 pct. - hvis man fraregner udbytte - i år, og aktien har især haft det svært den seneste måned oven på en negativ analyse fra svenske Carnegie. Ni af de seneste ti børsdage er endt med fald for aktien, og set over den seneste måned er aktien faldet knap 17 pct.

Mandag falder aktien 0,7 pct. til 415,10 kr.

Coloplast har fået løftet kursmålet til 665 kr. fra 630 kr. af analytikerne hos Deutsche Bank, skriver Reuters. Coloplast-aktien stiger 1 pct. til 638,80 kr. mandag.

Novo Nordisk er mandag på forsiden af Berlingske Business, efter at det danske medicinalselskab har måttet afgive en GLP-1-førsteplads i USA. Victoza er ikke længere det mest populære lægemiddel i sin klasse, da et andet GLP-1-middel, Trulicity fra Eli Lilly, i april var det foretrukne.

Overhalingen kommer dog ikke som en kæmpe overraskelse, da tendensen længe har været til en større markedsandel til Trulicity, og Novo har et nyt middel, Ozempic, på vej i segmentet.

Novo-aktien stiger 0,9 pct. til 309,80 kr.

Fredag aften kom det frem, at Vestas har fået en ledig plads i bestyrelsen. Lykke Friis stopper nemlig med øjeblikkelig virkning, da hun er blevet ansat som korrespondent for Berlingske og derfor stopper bestyrelsesarbejdet.

Vindmølleselskabet har endnu ikke meldt noget ud om en potentiel afløser for Lykke Friis. Vestas-aktien løftes med 1,2 pct. til 390,90 kr.

De seneste ti dage er Danske Bank-aktien lukket med fald seks af dagene. Mandag har den britiske avis Financial Times skrevet om hvidvasksagen i banken.

- Selv om der som sådan ikke er noget nyt i artiklen, så viser det, at udlandet er ved at blive opmærksom på sagen. Det er også mest udlandet, der handler aktien, siger Tue Østergaard.

Mandag middag indhenter Danske Bank-aktien lidt af det tabte ved at stige 0,1 pct. til 190,85 kr.

Nyt til SAS og B&O

SAS var i fokus fredag, hvor luftfartsselskabet offentliggjorde sine trafiktal for juni, hvor der var fremgang over hele linjen. Også mandag kan der falde lidt opmærksomhed af til SAS, da branchemediet Check-in.dk har skrevet, at SAS i første halvår havde knap 3200 aflysninger.

SAS forklarer selv statistikken med, at SAS har nemt ved at booke passagerer ind på andre afgange kort efter, når der er knas med flyene, og at de derfor ofte vælger at aflyse helt i stedet for at flyve med store forsinkelser.

Mandag stiger SAS-aktien 1,2 pct. til 12,34 kr.

Bang & Olufsen får snart mulighed for at kigge nærmere på konkurrenten Sonos forretning, når selskabet rammer børsen i USA. Sonos fortalte fredag om sine børsplaner og nævnte selv Bang & Olufsen som en direkte konkurrent.

B&O-aktien stiger mandag middag 1,6 pct. til 150 kr.