Aktier: Mærsk i plus i rødt indeks

Torsdag morgen ligger det danske eliteindeks C20 Cap badet i rødt, og kun aktierne hos A.P. Møller-Mærsk starter dagen ud med små stigninger.

Torsdag morgen har olieprisen rettet sig en smule, og A.P Møller Mærsks A-aktie stiger med 0,3 pct. Fold sammen
Læs mere
Foto: CLAUS FISKER

Samlet faldet indekset med 1,2 pct. til 1016,7. Og skuer man ud over de store børser i Europa er billedet det samme med fald over det meste af kontinentet.

Det er blandt andet olieprisen, der er med til at sætte dagsordenen på aktiemarkedet, der længe har været bekymret over effekterne af de lave råvarepriser. Torsdag morgen har olieprisen rettet sig en smule, og A.P Møller Mærsks A-aktie stiger med 0,3 pct. til 9505 kr., mens B-aktien stiger med 0,1 pct. til 9640 kr.

- Olieprisen har været med til at presse Mærsk. Lige nu ser vi frem til fredag, hvor vi kan få indikationer på, om de varslede rateforhøjelser på markedet for containerfragt er slået igennem. Det ser dog ikke ud til, at industrien kan få raterne op, da der stadig er høj kapacitet. Så vi er lidt forsigtige med den aktie, siger Nordeas chefaktiespecialist, Michael Borre, til Ritzau Finans.

- Men det er lidt vanskeligt at finde en præcis forklaring på de røde markeder - men én af dem er det pres, der er på minesektoren. Mineselskabet Glencore har her til morgen sænket sine investeringer i 2015 og 2016 med samlet 1,5 mia. dollar, og det bekræfter os i, at underleverandørerne, der leverer til mineindustrien, har det hårdt. Og det rammer FLSmidth, siger Michael Borre.

FLSmidth lå på et tidspunkt helt i bunden af eliteindekset onsdag, men i takt med lidt lysere udsigter for råvarer og som en reaktion på den senere tids fald endte aktien lunt i midten af C20 med et fald på 0,9 pct. i 241,20 kr. FLS falder torsdag morgen med 0,9 pct. til 239 kr. Men trods faldet ligger den med i den øverste halvdel af det røde C20 Cap.

Herhjemme var der onsdag fokus på Genmab, der efter et fald tirsdag atter satte kursrekord. Aktien endte i toppen af C20 Cap-indekset med en stigning på 1,7 pct. til 954 kr. Genmab kan tiltrække sig opmærksomhed efter offentliggørelsen af en stribe positive data fra studier af selskabets kræftmiddel Darzalex tidligere denne uge. Jyske Bank kvitterede onsdag ved at øge sit topsalgsestimat for Darzalex med 5 mia. kr. til 40 mia. kr.

- Vi tror, aktien er ved at være der, hvor den skal være, oven på nyhederne fra den amerikanske kræftkonference, hvor nyhederne er kommet frem, vurderer Michael Borre.

Genmab falder 1,4 pct. til 941 kr. torsdag morgen.

Et af de positive indslag torsdag kan være fra IC Group, efter at svenske tal for tøjsalget har vist en stigning på 3 pct., siger Nordeas chefaktiespecialist.

- Det burde give et boost til IC Group, der er meget disponeret mod Sverige. Om aktien ligefrem kommer til at stige i dagens negative marked er usikkert - men den burde klare sig bedre end gennemsnittet, siger Michael Borre.

IC Group falder dog torsdag med 2,5 pct. til 233 kr. efter en stigning onsdag på 6,2 pct.

Der kan også komme lidt fokus på Novo Nordisk, efter at det franske finanshus Exane BNP har set nærmere på aktien og fundet anledning til at løfte kursmålet til 385 kr. fra 350 kr. Finanshuset fastholder anbefalingen "neutral", viser data fra Bloomberg News. Novo Nordisk-aktien falder 1,0 pct. til 385,30 kr.

Coloplast ligger i bunden af eliteindekset med et fald på 3,2 pct. til 536 kr. på en dag, hvor aktien ikke længere handler inklusive retten til det afsluttende udbytte for 2014/15 på 8 kr. per aktie.