Aktier: Mærsk i fokus i ventet flad åbning

Der er udsigt til en forholdsvis flad og uændret åbning på det danske aktiemarked fredag, hvor Mærsk kan få ekstra opmærksomhed efter nye skriverier om selskabets mulige strategiændringer.

Læs mere
Fold sammen

Mindre fald på de amerikanske aktiemarkeder torsdag aften mødes af marginale stigninger for de amerikanske futures i asiatisk handel fredag morgen, mens den fjernøstlige aktiehandel ligger med blandede tendenser før åbningen i Europa.

Aktiemarkedet vil stadig være præget af den afventende stemning op til dagens og ugens vigtigste begivenhed - talen fra chefen for den amerikanske centralbank, Janet Yellen, der bliver afholdt på centralbankmødet i Jackson Hole.

»Der kommer til at blive rimelig stille på markedet indtil klokken 16 i dag, fordi det afventer hvad der bliver sagt i talen, og det er det, vi har ventet på hele ugen,« siger afdelingsdirektør fra Sydbank Ole Kjær Hansen til Ritzau Finans.

RO PÅ REGNSKABERNE

Efter torsdagens regnskabsvrimmel er der mere ro på fredag med fem regnskaber i kalenderen.

Simcorp fremlagde regnskab fredag morgen, hvor forventningerne til udviklingen i lokal valuta blev fastholdt, både på omsætning og indtjening. Simcorp-aktien faldt 0,9 pct. til 356,7 kr. torsdag.

Senere på dagen fremlægger Euroinvestor, Copenhagen Network og A&O Johansen regnskab for andet kvartal og Luxor for tredje kvartal.

A.P. Møller Mærsk er ifølge Berlingske Business i gang med at hyre storbanker til at hjælpe med en forestående opsplitning af koncernen. Og det kan give lidt på kursen i den opadgående retning, ifølge Ole Kjær Hansen. Mærsk-aktien lukkede i 9825 kr. torsdag og faldt med 1,3 pct.

Carlsberg er i fokus i Jyllands Posten, som skriver, at bryggeriet er under angreb fra hedgefonden Marshall Wace i London, som har åbnet en short-position på 370 mio. kr. Carlsberg-aktien lukkede torsdag i 625,50 kr. efter en stigning på 0,1 pct.

William Demant Holding får kursmålet løftet til 125 kr. fra 120 kr. hos Exane. Anbefalingen ?neutral? fastholdes. WDH-aktien lukkede i 136,90 kr. torsdag og faldt med 0,4 pct.

Zealand Pharma får efter torsdagens regnskab kursmålet reduceret til 190 kr. fra 200 kr. hos finanshuset Jefferies. Medicinal-aktien steg torsdag 1,4 pct. til 111,50 kr.

På nøgletalsfronten bliver den reviderede BNP-vækst for andet kvartal samt privatforbrug og PCE-deflator i USA fremlagt, der er Federal Reserves foretrukne inflationsindikator.