Aktier: Mærsk genvandt styrken efter it-angreb

Medicinalaktierne havde en skidt dag onsdag. På det danske aktiemarked endte Novo Nordisk og Genmab i bunden af C20 Cap-indekset og fulgte den europæiske tendens i sektoren, hvor undergruppen i Stoxx 600 endte som den mest faldende branche med et minus på omkring 1,0 pct.

»Medicinalbranchen var det indeks, der klarede dagen dårligst. Vi så, at de amerikanske medicinalaktier og biosektoren faldt tirsdag, og de europæiske og herunder de danske følger efter i dag, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank.

Genmab faldt med 2,2 pct. til 1396 kr., mens Novo Nordisk endte med at falde med 1,4 pct. til 283,90 kr.

Samlet endte det danske eliteindeks i rødt med et fald på 0,2 pct. til 1152,29.


PETYA FORTSAT I SPIL
Et af onsdagens store samtaleemner var fortsat det globale hackerangreb, der ramte A.P. Møller-Mærsk tirsdag.

Det har blandt andet betydet, at Maersk Line ikke kan tage imod ordrer fra kunderne. Det fortalte kommerciel direktør i Maersk Line Vincent Clerc.

»Som et præventivt tiltag har vi lukket ned for et antal applikationer, før de kunne blive påvirket af virussen. Det har inddæmmet forholdet, men betyder også, at vi lige nu har en masse applikationer, der er nede.«

»Det er applikationer, som implicerer både Maersk Line, APM Terminals og Damco. Alle Maersk Line-sites har begrænset adgang, og det betyder, at vi på nuværende tidspunkt ikke er i stand til at tage nye ordrer eller at flytte eksisterende ordrer fra Terminals til skibe,« sagde Vincent Clerc.

Mærsks B-aktie endte med at stige 1,9 pct. til 13.070 kr. efter et fald på 0,5 pct. tirsdag, kun overgået af A-aktien i toppen af indekset med et plus på 2,1 pct. til 12.390 kr.

»Mærsk faldt for meget i går, da it-problemerne på den lange bane ikke påvirker prissætningen af aktien. Men det var naturligt med et fald i aktiekursen på den korte bane - men det var måske lidt for stort,« siger Mads Zink.

Bankerne var blandt de aktier, der havde en god dag. Tirsdag steg de europæiske renter markant på begge sider af Atlanten, og niveauet blev holdt onsdag, på trods af at kilder i Den Europæiske Centralbank midt på eftermiddagen var ude at sige, at ECB-chef Mario Draghis nylige udtalelser om, at ECB snart ville begynde at stramme pengepolitikken i eurozonen, var blevet overfortolket.

Men højere renter gavner bankerne, der får bedre indtjeningsmuligheder - og det smittede af på aktiekurserne. Nordea steg med 1,8 pct. til 83,65 kr., Danske Bank steg med 0,6 pct. til 250,60 kr., mens Jyske Bank lagde 0,5 pct. på kursen til 369,20 kr.


NETS FALDT PÅ KONKURRENTNYT
Nets faldt 0,8 pct. til 127,70 kr., efter konkurrentnyt om at svenske Klarna får Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen og den amerikanske kreditkortgigant Visa som investorer og strategiske samarbejdspartnere.

I tirsdagens negative marked var Bavarian Nordic blandt vinderne med en stigning på 3,4 pct. til rekordniveauet 398 kr., men onsdag faldt aktien 3,9 pct. til 382,50 kr.

Selskabet offentliggjorde tirsdag foreløbige positive data fra et fase 2-studie med en vaccine mod respiratorisk syncytialvirus (RSV) - og ifølge Jefferies kan det være en blockbuster, der er på vej.

Onsdag satte Nordea kursmålet på aktien op til 490 kr. fra 440 kr., men det var ikke nok til at holde hånden under aktien.

Børsbabyen Conferize, der driver en platform henvendt mod konferencer, som giver deltagere, arrangører og talere et fælles digitalt rum til at netværke og dele viden, faldt efter et par rigtig gode dage.

Efter at være startet med en tegningskurs på 8 kr. i fredags tog aktien raketten - men onsdag gik noget af energien af aktien, der faldt med 40,2 pct. til 17,70 kr.