Aktier: Lundbeck til bunds på rødt kontinent

Der var ikke mange opmuntrende tegn at hente på de europæiske børser fredag, hvor kontinentets bedste aktieuge i over en måned blev bremset med en omgang forsigtighed og gevinsthjemtagning før weekenden.

Læs mere
Fold sammen

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, gav torsdag opdrift til markedet med sin melding om en formentlig udskudt renteforhøjelse, men fredag var investorerne tilbage i bakgear.

Både de fleste toneangivende indeks i enkeltlande og de sektorbaserede opgørelser på tværs af Europa viste fald. Samlet faldt det brede Stoxx 600-indeks 0,7 pct. til 345,40. Alligevel var der tale om den bedste uge for indekset siden midten af juli.

Blandt enkeltaktierne tilfaldt den største øretæve danske Lundbeck, hvis melding om et mislykket Alzheimers-studie skuffede bravt. Medicinalaktien fra Valby tog sidstepladsen i indekset med et fald på 15,3 pct. til 230,10.

Også Mærsk-aktierne var med i den kedelige ende på retræte efter torsdagens lancering af den nye strategi om en opsplitning i to divisioner. Mærsk-aktierne faldt godt 3,5 pct. og var i bunden af Stoxx 600-bunden med blandt andre Fingerprint Cards, Banco Sabadell, Polymetal International og Bank of Ireland.

I den grønne ende klatrede den schweiziske bagerikæmpe Aryzta højest. Selskabet har udskiftet sin bestyrelsesformand, hvilket har sat gang i købsinteressen. Aktien steg 9,7 pct. til 43,30 franc, det højeste siden marts.