Aktier: Lundbeck på rekordkurs og god start for Mærsk og C20

A.P. Møller-Mærsk og Lundbeck topper fra åbningen tirsdag det danske eliteindeks, C20 Cap, efter at positive analyser har sat fokus på potentialet i aktierne. Omvendt forsætter nedturen for Genmab, efter at endnu en bank har sænket anbefalingen af den.

Stockfoto: A.P. Møller-Mærsk og Lundbeck topper fra åbningen tirsdag det danske eliteindeks, C20 Cap, efter at positive analyser har sat fokus på potentialet i aktierne. Omvendt forsætter nedturen for Genmab, efter at endnu en bank har sænket anbefalingen af den. Fold sammen
Læs mere
Foto: Billion Photos

Efter små ti minutters handel ligger C20 Cap-indekset 0,2 pct. højere i 1072,80, efter at 17 af de 20 aktier i indekset er åbnet i plus. Lundbeck har lagt sig i front blandt eliteaktierne med en stigning på 2,7 pct. til 331,90 kr., hvilket er det højeste niveau for aktien nogensinde.

Fremgangen for Lundbeck-aktien kommer efter en analyse fra Bank of America - Merrill Lynch, der har indledt dækning af aktien med anbefalingen "køb" og et kursmål på 375 kr. per aktie.

Også A.P. Møller-Mærsk-aktierne har fået et rygstød fra analytikerne. Her er det storbanken HSBC, der har indledt dækning med med en købsanbefaling og kursmålet 13.300 kr. Selskabets B-aktie stiger fra start 1,2 pct. til 11.600 kr.

GENMAB FÅR SÆNKET ANBEFALING

Genmab fortsætter som de foregående dage derimod med at være en klods om benet. Nedturen begyndte fredag, efter at det kom frem, at Genmab og partneren Janssen droppede at udvikle kræftmidlet Darzalex som solobehandling i lymfekræftformen non-Hodgkin lymfom (NHL).

Tirsdag er det fremme, at Deutsche Bank har sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb". Kursmålet er endvidere blevet barberet ned til 1380 kr. fra tidligere 1480 kr. Genmab-aktien falder 1,5 pct. til 1245 kr. efter et samlet fald på ca. 11 pct. de foregående to dage.

PARKEN ANKER IKKE

Parken oplyser tirsdag morgen, at selskabet ikke anker sin dom for kursmanipulation endnu en gang. Fodbold- og underholdningskoncernen forsøger ikke at indbringe dommen fra Østre Landsret for Højesteret, skriver selskabet i en meddelelse til fondsbørsen tirsdag morgen.

Parken blev i landsretten i forrige uge idømt en bøde på 13 mio. kr. - samt en del af sagsomkostningerne - som straf for grov kursmanipulation ved handler med selskabets egne aktier. Parken-aktien starter tirsdagens aktiehandel uændret i kurs 86,50.