Aktier: Lundbeck lagde sig i toppen af ellers rødt marked

Lundbeck lagde sig tirsdag i toppen af det danske eliteindeks, hvor stemningen nåede at blive vendt fra positiv til negativ.

Foto: SPENCER PLATT. Arkivfoto. Lundbeck lagde sig tirsdag i toppen af det danske eliteindeks, hvor stemningen nåede at blive vendt fra positiv til negativ.
Læs mere
Fold sammen

C20 Cap-indekset faldt 0,6 pct. til indeks 1030,26.

Særligt aktien i Lundbeck stak ud tirsdag, efter at den lagde sig i toppen af C20 med en stigning på 0,9 pct. til 302,60 kr. uden egentlige selskabsspecifikke nyheder.

Søren Løntoft Hansen, der er analytiker i Sydbank, vurderer, at kursstigningen skyldes en "blanding af sentiment i forhold til at have en positiv forventning til Lundbecks indtjeningsgenrejsning" og selskabets deltagelse på J.P. Morgans Health Care-konference i San Francisco.

- Umiddelbart er det min vurdering, at der ikke er kommet nyt frem fra Lundbeck på konferencen, siger Søren Løntoft Hansen efter at have nærlæst et udskrift af Lundbecks præsentation og tilføjer:

- Det virker som om, at Lundbeck blot gentager det, de har sagt senest ved regnskabet for tredje kvartal, men de gør det måske for en tilhørerskare, som ikke har hørt det før, og det kan være med til at drive aktiekursen til vejrs.

Uden for C20-indekset var der nyt fra FLSmidth, der har fået en ordre på en komplet cementfabrik til Ecocementos i Colombia.

Samlet har ordren en værdi på 60 mio. dollar svarende til mere end 420 mio. kr. Og det er alt andet lige positivt for FLSmidths cementdivision, lyder det fra Klaus Kehl, der er chefanalytiker i Nykredit, selv om det ikke fremgår af meddelelsen, under hvilke betingelser ordren er vundet.

Flsmidths aktie steg 4,7 pct. til 320,60 kr.

Novo Nordisk kunne tirsdag oplyse, at det har fået EU-Kommisionens tilladelse til markedsføring af Fiasp (hurtigtvirkende insulin Aspart) til behandling af diabetes hos voksne.

Tilladelsen har været ventet, siden en lægemiddelkomité under EU's sundhedsmyndigheder (EMA) i november anbefalede midlet godkendt, og Novo Nordisk venter at lancere Fiasp på de første europæiske markeder i løbet af første halvår af 2017.

Novo Nordisks aktie faldt 0,8 pct. til 254 kr.

GENNEMSYN AF AKTIER

Tirsdag bød også på en række justeringer af anbefalinger og kursmål.

William Demants aktie har fået en opjustering til "neutral" fra tidligere "underperform" af den tyske bank Mainfirst. Kursmålet er hævet til 124 kr. fra 118 kr. Trods opjusteringen faldt aktien 0,1 pct. til 124,60 kr.

GN har til gengæld fået nedjusteret sin anbefaling til "neutral" fra "outperform" af den tyske bank, mens kursmålet er blevet skåret til 160 kr. fra tidligere 164 kr. GN-aktien endte uændret i 147,80 kr.

Aktien i Novozymes fik sænket kursmålet til 225 kr. fra tidligere 240 kr. af Danske Bank og faldt 1,5 pct. til 249,40 kr. Den nuværende aktiekurs er ikke attraktiv, begrunder Danske Bank og tilføjer, at det blandt andet skyldes bekymringer for 2017 i forhold til konkurrencen om markedsudviklingen.

MATAS-AKTIEN STEG EFTER SALGSTAL

Matas havde medvind på markedet og steg 3,6 pct. til 102 kr., efter at selskabets tal for omsætningen i tredje kvartal overraskede svagt positivt.

Matas øgede omsætningen med 1,3 pct. i tredje kvartal 2016/17, når der måles på omsætningen i butikker, der har været åbne i mindst et år - også kaldet sammenligneligt salg.

Samlet steg omsætningen i kvartalet, der omfatter den vigtige julehandel, med 1,2 pct. til 1064 mio. kr. Det fremgik af en kort handelsopdatering fra materialistkæden, der samtidig fastholder forventningerne til hele 2016/17.