Aktier: Lundbeck kan gå fra top til flop

Lundbeck-aktien toppede C20 torsdag og satte rekord, men fredag er der noget dårligere stemning omkring medicinalselskabet, som meget vel kan starte dagen i bunden af eliteindekset efter en kurv fra USA.

Foto: Iris. Fold sammen
Læs mere

Retningen for det generelle aktiemarked fredag morgen er til gengæld sværere at spå om. Kursfald på New York-børserne kan bringe nedturen med sig over Atlanten, mens de asiatiske markeder har ligget med uens udsving.

Torsdag faldt C20 Cap-indekset 0,2 pct. og oplevede dermed sin tredje dag i træk med tilbagegang. Indekset har mistet skarpheden efter stigningerne fredag og mandag, der løftede det til rekord.

Lundbecks hovedpine er skabt af den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, der har hørt alle argumenterne fra Lundbeck og partneren Takeda og stadig ikke er overbevist om ekstraeffekter af antidepressivet Trintellix. Medicinalselskaberne er skuffede over afvisningen af deres forsøg, men de vil ikke opgive den amerikanske drøm og planlægger nye diskussioner.

- Med den kursudvikling Lundbeck-aktien har haft, så er det noget, der bør koste og formentlig også vil sende kursen markant ned i dag. Det gælder også, selv om det ser ud til, at Lundbeck alligevel vil kunne nå analytikernes langsigtede salgsestimater for Trintellix, siger Michael Friis Jørgensen, analytiker ved Alm. Brand, til Ritzau Finans.

I medicinalsektoren er der til gengæld opmuntrende nyt til Novo Nordisk. Selskabet har fået lov til at udvide indlægsseddelen for vægttabsmidlet Saxenda i EU på baggrund af nye data, der viser reduceret hjerte-kar-risiko.

DSV-aktien kan blive sendt i bevægelse, efter at speditørfirmaet er blevet indlemmet i analysedækningen hos storbanken HSBC. Det har kastet en købsanbefaling af sig, skriver Bloomberg News. DSV er i forvejen populær blandt analytikerne med en klar overvægt af købsanbefalinger.

En anden transportfokuseret aktie, A.P. Møller-Mærsk, kan blive påvirket af de ugentlige tal for udviklingen i fragtraterne fra Asien og ud i verden. Selskabet kan desuden være i modvind fra fortsatte fald i olieprisen, som er med til at presse værdien af de olietunge divisioner, der ikke længere skal have et hjem i Mærsk-koncernen.

MT Højgaard står over for et stort dyk i overskuddet til oktober. Tiden er kommet til kontraktudløb i Grønland, hvor selskabets konsortium har mistet de lukrative arbejdsopgaver på Thule-basen til et amerikansk selskab, hvilket konsortiets direktør, Peter Kofoed, er meget træt af. MT Højgaard ejes af de børsnoterede selskaber Højgaard Holding og Monberg & Thorsen.

Grønlandsbanken har desuden mistet en storaktionær i form af Wellington Management Group, der nu kun ejer 4,88 pct. af banken.