Aktier: Lille plus på handelsstille dag på Wall Street

De amerikanske aktier vandt en smule af de foregående to børsdages tab tilbage mandag, hvor investorerne i vid udstrækning holdt sig på sidelinjen i et marked præget af mangel på ny inspiration.

De amerikanske aktier vandt en smule af de foregående to børsdages tab tilbage mandag, hvor investorerne i vid udstrækning holdt sig på sidelinjen i et marked præget af mangel på ny inspiration. Fold sammen
Læs mere
Foto: Drew Angerer

S&P 500-indekset sluttede med en gevinst på 0,1 pct. til 2428,37. Det tunge Dow Jones-indeks lukkede med et plus på 0,1 pct. i 21.703,75, mens Nasdaq-indekset endte dagen med et tab på 0,1 pct. til 6213,13.

Omsætningen var en af årets laveste, idet blot 5,3 mia. aktier skiftede hænder på de amerikanske børser sammenlignet med et dagligt gennemsnit for de sidste 20 handelsdage på 6,3 mia. aktier.

Med til at trække omsætningen ned var den første totale solformørkelse over USA i næsten et århundrede, hvilket fik mange investorer til at forlade kontoret et par timer, mens formørkelsen stod på.

CBOE-volatilitetsindekset, der er et barometer for Wall Streets nervøsitet, viste samtidig en vigende tendens.

Fraværet af amerikanske økonomiske data gav ekstra stilhed.

»Det er en stille mandag, og mange mærker stadig virkningerne af sidste uge. Nu hvor indtjeningssæsonen er forbi, er der bare ikke mange katalysatorer,« siger aktiechef Ian Winer fra Wedbush Securities til Reuters.

Øjnene er så småt ved at indstille sig på Federal Reserves centralbank-symposium torsdag og fredag, hvor investorerne søger efter indikationer af, hvor pengepolitikken er på vej hen i den nuværende situation med vedvarende lav inflation i USA og Europa.

»Vi tror ikke på, at miljøet med stærk vækst og lav inflation, som er lidt af et nirvana for aktieinvestorer, kan vare evigt. Vi får forhåbentlig et par meldinger om, hvordan Federal Reserve ser på økonomien på det her tidspunkt, så vi kan forudse, om der sker noget i fjerde kvartal eller ej,« siger investeringschef Wayne Wicker fra ICMA-RC til Reuters.

Tirsdag morgen er stemningen generelt positiv i Asien. De amerikanske futures handles samtidig med stigninger på 0,2-0,4 pct.

EJENDOM OG TELE I TOP

Der var positive fortegn ved 8 af de 11 undergrupper i S&P 500-indekset mandag.

Bedst gik det ejendomsbranchen, der steg 1,1 pct. oven på fredagens dyk.

Også telebranchen fulgte godt med. En stigning i Verizon på 0,9 pct. var med til at trække hele segmentet 0,7 pct. højere.

Modsat lå olieselskaberne i bund efter et dyk i oliepriserne på mere end 2 pct. Exxon Mobil og Chevron mistede omkring 1,5 pct. hver, mens hele segmentet tabe 0,6 pct.

Energiselskaberne fik følgeskab af de finansielle virksomheder, der i kraft af deres cyklisk følsomme karakter landede på tabslisten. Finanspapirerne dykkede 0,2 pct.

Blandt enkeltaktierne steg sundhedskoncernen Herbalife næsten 10 pct. Trods forhandlinger med investorer om at købe selskabet ud af børsen, indledte koncernen et aktietilbagekøbsprogram, hvor aktionærer, der deltager, kan modtage yderligere kompensation, hvis selskabet er solgt inden for to år.

Fiat Chrysler Automobiles amerikanske notering øgede knap 7 pct. efter signaler om, at den kinesiske autokoncern Great Wall Motor er interesseret i at købe den italiensk-amerikanske bilproducents rentable Jeep-forretning.