Aktier: Ligger og vipper med chance for lille stigning

Efter at den græske uro sørgede for at sende mandagens aktiemarkeder i rødt, peger det i retning af en generelt mere positiv stemning tirsdag.

Læs mere
Fold sammen

Efter at den græske uro sørgede for at sende mandagens aktiemarkeder i rødt, peger det i retning af en generelt mere positiv stemning tirsdag.

De græske gældsproblemer, som igen for alvor blussede op i weekenden, ser ud til at være blevet fordøjet i første omgang, og i Asien peger aktierne op kort før lukketid, efter at de ellers startede i klart negativt terræn. Samtidig peger de amerikanske futures op efter tunge fald i mandagens handel.

Dermed tyder det på, at de danske aktier vil åbne med marginale stigninger, efter at det ledende C20 Cap-indeks endte mandagen 1,7 pct. lavere i 982,87 - med 18 ud af 20 papirer klædt i rødt.

På det danske aktiemarked vil Vestas, der mandag endte 1,3 pct. lavere i 333,7 kr., igen komme i fokus, da selskabet efter børslukketid mandag modtog en ordre på 39 megawatt (MW) til et projekt i Holstebro. Ordren fulgte, efter at vindmølleproducenten sent søndag kunne løfte sløret på en ordre på 185 MW til Chile.

Bryggerigiganten Carlsberg kan få lidt medvind, da selskabet har fået løftet sin anbefaling hos Nordea til "køb" fra tidligere "hold". Kursmålet er samtidig blevet løftet til 735 kr. fra 665 kr. Mandag lukkede Carlsberg 0,9 pct. lavere i 608,5 kr.

I telebranchen vil der blandt andet kunne komme interesse omkring selskaber som TDC, efter at EU natten til tirsdag nåede frem til en midlertidig aftale om forbud mod såkaldte roaming-afgifter i Europa fra senest sommeren 2017.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters med henvisning til det lettiske EU-formandskab.

Aktien hos TDC endte mandagen 0,8 pct. lavere i 49,87 kr.

Blandt sidepapirerne har Københavns Lufthavne (KBHL) ikke haft lige så travlt på årets travleste rejsedag, i fredags, som tilfældet var sidste år. Ifølge branchemediet check-in.dk benyttede godt 95.000 passagerer lufthavnen fredag i sidste uge, hvor skoleferien begyndte, og det er 3,6 pct. færre passagerer end den tilsvarende dag sidste år, hvor der blev sat rekord.

KBHL-aktien lukkede 2,2 pct. lavere i 3626 kr.

Bavarian Nordic kan i en meddelelse til fondsbørsen før tirsdagens åbning oplyse, at det amerikanske National Institute of Allergy and Infectious Disease har valgt at udnytte en række optioner i en igangværende kontrakt med Bavarian Nordic om udviklingen af en vaccine, der accelererer og forstærker immunresponsen mod filovirusset Marburg.

Kontrakten, der blev indgået i 2012, udvides med cirka 15 mio. dollar til en samlet værdi af cirka 33 mio. dollar. Den ekstra omsætning vil blive indtægtsført over den udvidede kontraktperiode fra 2015-2018, oplyses det fra Bavarian Nordic, der mandag lukkede 2,9 pct. lavere i 313,5 kr.

Derudover kommer der tirsdag årsregnskab fra Boconcept for perioden 2014/15, hvor selskabet venter at have realiseret en vækst i omsætningen på 9 pct. samt et driftsresultat (EBIT) før "særlige" omkostninger på ca. 15 mio. kr.