Aktier: Lettede investorer står til hak i tuden fredag

Læs mere
Fold sammen

De amerikanske aktier lukkede med stigninger for tredje dag i træk torsdag. Glemt var handelskrig og gengældelsestold, mens fokus i stedet rettedes ind på den kommende regnskabssæson, der vurderes at ville slå alle rekorder.

Men glæden står til at blive kort, efter at præsident Donald Trump efter lukketid torsdag optrappede truslerne om toldafgifter rettet mod Kina.

Futures falder markant fredag morgen efter trusler om yderligere 100 mia. dollar oven i de allerede 50 mia. dollar store importafgifter på kinesiske varer.

Det brede S&P 500-indeks lukkede torsdag med en gevinst på 0,7 pct. til 2662,84. Dow Jones-indekset sluttede med et plus på 1,0 pct. til 24.505,22, mens Nasdaq endte med en stigning på 0,5 pct. til 7076,55.

Fredag morgen reagerer investorerne på Trumps seneste udspil med at sende de amerikanske futures ned med omkring 1,0 pct.

Præsident Trump oplyste i en erklæring sent torsdag, at han har instrueret handelsmyndighederne i at overveje 100 mia. dollar i yderligere importtold på kinesiske varer "i lyset af Kinas uberettigede gengældelse" mod de tidligere amerikanske told-tiltag.

- Den potentielle handelskrig er ikke godt for markedet. Jeg tror ikke, at markedet vil opfatte det som godt for økonomien. Det overrasker mig ikke, at markedet står svagt, når retorikken skærpes, siger markedsstrateg Stephen Massocca fra Wedbush Securities i San Francisco til Reuters.

Handelskrigen var ellers lagt i graven i markedsmæssig forstand torsdag, hvor selv Boeing, der ellers har været hårdt ramt af første runde af potentielle toldmure, da Kina er blandt flyproducentens største kunder. Boeing steg 2,7 pct., hvilket var den største enkeltfaktor i Dow Jones-indeksets stigning torsdag.

- Vi er tre til seks måneder fra at se toldsatserne (blive implementeret), og på tre til seks måneder kan der foregå mange forhandlinger. Det skal ikke meget til at gøre det til et knap så dramatisk problem, lød det fra investeringsrådgiver Peter Tuz fra Chase Investment Counsel i Virginia inden Trumps seneste udspil.

Samtidig steg optimismen for første kvartals regnskabssæson, der starter i næste uge med kvartalstal fra JPMorgan Chase og andre af de store finanshuse.

- Vi går indtjeningssæsonen i møde med en hel del optimisme, der stort set er drevet af de lavere skatteprocenter og de andre beviser på, at økonomien går rigtig godt, lød det fra Peter Tuz.

PLUS NÆSTEN OVER DET HELE

Der var positive underindeks for 10 af de 11 segmenter i S&P 500-indekset torsdag.

Bedst gik det for råvarer og energi med stigninger på henholdsvis 1,9 pct. og 1,8 pct.

Teknologisektoren, der har været underdrejet, siden Facebook-skandalen ramte markedet, steg 0,4 pct.

Facebook-chef Mark Zuckerberg oplyste, at virksomheden ikke har set "nogen specifik effekt" effekt på annoncesalget, siden datasikkerhedsskandalen så dagens lys. Aktien steg 2,8 pct.

Amazon steg 2,9 pct. efter de store drop i kølvandet af præsident Trumps gentagne angreb på selskabet.

Kun sundhedsaktierne lukkede som segment med negativt fortegn, og faldet var mindre end 0,1 pct.

/ritzau/FINANS