Aktier: Let positive asiatiske aktier på tværs af regionen

De fjernøstlige aktier ligger i let positivt territorium onsdag morgen, hvor investorerne holder sig afventende op til morgendagens afslutning på det pengepolitiske møde i Den Europæiske Centralbank, ECB.

Arkivfoto fra Tokyo, Japan. Fold sammen
Læs mere
Foto: YUYA SHINO

Centralbanken ventes at forlænge perioden med obligationsopkøb ud over den nuværende, der udløber i foråret.

»Stabiliseringen i Europa og yderligere stimulus fra ECB vil være positivt for aktierne. Vi venter, at ECB som minimum annoncerer en seks måneders forlængelse,« siger analytiker James Woods fra Rivkin Securities i Sydney til Bloomberg News.

De japanske aktier er blandt de bedste, når det gælder udviklingen onsdag morgen.

»Der er en generel mangel på temaer til at komme videre i dag. Markedet vurderer, at den amerikanske økonomi er i bedring, og aktierne bør gøre det godt, da investorerne generelt har et mere positivt syn på fremtiden for tiden,« pointerer seniorstrateg Chihiro Ohta fra SMBC Nikko Securities i Tokyo over for Bloomberg News.

Nikkei-indekset stiger 0,6 pct., og det bredere Topix-indeks øger 0,7 pct.

På de kinesiske markeder på fastlandet ligger Shanghai Composite-indekset med et plus på 0,3 pct., mens CSI-300-indekset lige kan klare en stigning på 0,1 pct. Hang Seng-indekset i Hongkong øger samtidig 0,3 pct.

Blandt de mindre børser stiger Taiex-indekset i Taipei og Singapores Strait Times begge 0,1 pct., mens Sydneys ASX-indeks er lukket med en gevinst på 0,9 pct.

De amerikanske aktiefutures ligger med små udsving rundt om nulpunktet onsdag morgen.