Aktier: Let positiv ugestart i USA efter fredagsdukkert

Ganske som indikeret i markedet for futures er de amerikanske aktier startet i let positivt terræn mandag, efter at gassen gik af ballonen mod slutningen af fredagens handel, så det hele endte med fald.

Læs mere
Fold sammen

Der er dog umiddelbart tale om meget små udsving. De tre toneangivende indeks i USA, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, alle stiger med 0,2 pct. i den tidlige handel.

På selskabsniveau er der fokus på kreditkortselskabet Visa, der dels har landet en aftale om at købe Visa Europe for 21,2 mia. euro, dels har afleveret regnskab for fjerde kvartal af det forskudte regnskabsår 2014/15.

Visa Europe opnåede ellers selvstændighed fra amerikanske Visa, da det blev børsnoteret i New York i 2007, men nu ser de to selskaber ud til at smelte sammen igen.

I regnskabet for fjerde kvartal præsterede Visa en justeret indtjening per aktie på 0,62 dollar mod ventet 0,63 dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Samlet set takseres nyhederne til et fald på 2,5 pct. til 75,65 i mandagens tidlige handel.

Også Noble Energy, der tjener sine penge på olie- og gasproduktion, har afleveret regnskab - her for tredje kvartal - og det tolkes positivt af investorerne, selv om underskuddet umiddelbart blev større end ventet blandt analytikerne.

Noble Energy måtte således notere et justeret tab per aktie på 0,21 dollar mod et ventet tab på 0,18 dollar per aktie i tredje kvartal. For fjerde kvartal venter selskabet dog en højere salgsvolumen, og det kan investorerne godt lide. Aktien stiger med 2,7 pct. til 36,81 dollar fra start.

Opmærksomhed vil der formentlig også være på makroscenen, idet der klokken 16.00 dansk tid - en halv time inde i handelen i USA - præsenteres tal for ISM-indekset for fremstillingsindustrien i oktober. Indekset ventes blandt økonomerne at falde til 50,0 fra 50,2 i september, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.