Aktier: Lav omsætning og vigende kurser

En lav omsætning og et tyndt nyhedsflow prægede det amerikanske aktiemarked mandag, hvor fjerde kvartal blev sat i gang med et kursdyk trods gode data fra indkøbscheferne i amerikansk fremstillingsindustri.

Foto: Jens Nørgaard Larsen. ARKIVFOTO
Læs mere
Fold sammen

500-indekset lukkede mandag med et minus på godt 0,3 pct. til 2161,20. De tunge aktier i Dow Jones faldt 0,3 pct. til 18.253,85, og Nasdaq-papirerne lukkede dagen med et drop på godt 0,2 pct. til 5300,87.

Omsætningen lå 35 pct. under normalen på New York Stock Exchange, mens Nasdaqbørsen omsatte mere end 20 pct. færre aktier end normalt.

»Investorerne ser ud til at tage det roligt i starten af kvartalet. Det føles som en slags tømmermænd fra fredag,« siger porteføljestrateg Brian Jacobsen fra Wells Fargo til Bloomberg News.

GODE ØKONOMISKE DATA UDEN EFFEKT

Dagens nøgletal lagde ellers op til en positiv indstilling.

De amerikanske industriindkøbchefers tillid til USA's økonomiske fremtid var en spids over det ventede i september, idet den endelige opgørelse over Markit US Manufacturing PMI landede på indeks 51,5. Den første opgørelse over månedens udvikling havde vist 51,4, mens økonomerne havde ventet en uændret opgørelse.

Og ISM-indekset over aktiviteten i fremstillingsindustrien udviklede sig stærkere end ventet, idet det steg til 51,5 fra 49,4 i august. Konsensus blandt økonomerne var en stigning til indeks på 50,4.

»Fremstillingssektoren synes at ekspandere igen, og det lover godt for fremtiden. Fed vil sandsynligvis vente lidt længere på baggrund af augusts nøgletal, men en renteforhøjelse nærmer sig,« siger Brian Jacobsen.

Eneste sløje moment kom fra anlægsinvesteringerne, der faldt 0,7 pct. i august i forhold til måneden før, hvor en rundspørge indikerede en stigning på 0,3 pct.

NI UD AF 11 SEGMENTER VENDTE SNUDEN NED

Der var kun positive fortegn på to af de 11 undergrupper i S&P 500-indekset, hvor de gode ISM og PMI data lige nøjagtigt trak industriselskaberne over nulpunktet. Eneste målbare stigning var i telesektoren, der øgede 0,1 pct.

Modsat sank ejendomsselskaberne til bunds med et fald på 1,8 pct. pænt fulgt på vej af forsyningsselskaberne, der dykkede 1,4 pct.

Ikke engang energisektoren kunne løfte sig på trods af nye stigninger i oliepriserne. Oliegiganterne Exxon Mobil og Chevron faldt henholdsvis 0,3 pct. og 0,1 pct.

Blandt enkeltaktierne var der fokus på Tesla, der har skruet op for produktionen af både Model S- og Model X. Koncernen har nu leveret 70 pct. flere elbiler til kunderne i tredje kvartal end i samme måned sidste år. Tesla-aktien steg 4,7 pct.

De seneste rygter peger på, at Google er blandt bejlerne til Twitter. Google og Twitter har allerede samarbejde kørende med integrering af Twitter-indhold i Googles søgeresultater. Desuden har Google tidligere forsøgt sig med sociale medier uden det store held. Twitter steg godt 4 pct.

Også Netflix øgede 4 pct. på spekulation om en eventuel overtagelse inden det kommende regnskab præsenteres.

Tirsdag morgen er aktiemarkederne i Fjernøsten generelt positive, mens de amerikanske aktiefutures samtidig øger knap 0,1 pct.