Aktier: Kursrekorderne forlænget på skatteoptimisme

De store amerikanske aktieindeks lukkede igen med rekorder mandag, hvor brede stigninger på baggrund af en forventning om vedtagelse af skattereformen igen sendte de tre ledende aktieindeks mod nye højder.

Foto: Iris. De store amerikanske aktieindeks lukkede igen med rekorder mandag, hvor brede stigninger på baggrund af en forventning om vedtagelse af skattereformen igen sendte de tre ledende aktieindeks mod nye højder.
Læs mere
Fold sammen

S&P 500-indekset lukkede mandag med en gevinst på 0,5 pct. i rekorden 2690,16. Dow Jones-indekset sluttede med et plus på 0,6 pct. til 24.792,20, mens Nasdaq-indekset endte med dagens største stigning på 0,8 pct. i 6994,76, efter på et tidspunkt at have krydset 7000 for første gang nogensinde inden et lille tilbageslag og stabilisering fastsatte dagens sidste indeksrekord.

Omsætningen var med 7,1 mia. aktier et godt stykke over det 20-dages glidende gennemsnit på 6,7 mia. aktier.

Den republikansk kontrollerede amerikanske kongres ventes at begynde afstemningen om skattereformen senere tirsdag med sigte på at få et vedtaget lovforslag på præsident Donald Trump skrivebord inden juledagene.

»Kongressen har vist manglende evne til at gennemføre noget som helst i de sidste fem år. Hvis et stort opsat lovforslag bliver vedtaget, må man vente, at markederne bliver tilfredse,« siger markedschef Michael O'Rourke fra JonesTrading i Connecticut til Reuters.

Tirsdag morgen fortsætter den positive tendens. Futures på de tre hovedindeks ligger med stigninger under 0,1 pct.

De amerikanske S&P 500-aktier har haft en næsten uafbrudt stigningsrække gennem hele året, og det traditionelle Dow Jones Industrial Average har haft det bedste år siden 2013.

En selskabsskattereduktion til 21 pct. fra 35 pct. vurderes at ville øge overskuddene samt udløse aktietilbagekøb og højere udbytteudbetalinger. Dertil kommer lavere skat på »cash repatriation« - hjemtagelse af virksomhedernes hidtidige oversøisk akkumulerede overskud - som markedsanalytikere mener, vil kunne øge fusioner og overtagelser.

»Meget af indholdet i skatteforslaget er bedre for aktier end for noget som helst andet,« siger chefstrateg Rob Stein fra Astor Investment Management i Chicago ifølge Reuters.

På nøgletalsfronten blev der mandag leveret en bedre udvikling i det amerikanske boligindeks NAHB (National Association of Home Builders) end ventet i december.

Indekset steg til 74 fra 70 i november, hvor økonomerne havde ventet et uændret indeks.

OVERVÆGT AF POSITIVE SEGMENTER

Der var positiv udvikling i otte af undergrupperne i S&P 500-indekset. Bedst gik det råvareselskaberne, der sluttede dagen med en stigning på knap 1,5 pct., men også telesektoren og finansaktierne flugte pænt med med stigninger på henholdsvis 1,0 pct. og 0,8 pct.

I den modsatte ende skilte forsyningssektoren sig ud med dagens eneste væsentlige fald, der blev gjort op til 1,2 pct.

Også de defensive selskaber i dagligvarebranchen og Health Care sektoren ende i rødt, men for begges vedkommende var det fald på under 0,1 pct.

Blandt enkeltaktierne steg Amplify Snack 72 pct. efter et overtagelsestilbud på 1,6 mia. dollar, og Snyder's-Lance steg 7 pct. efter et tilbud fra Campbell Soup på knap 5 mia. dollar.

Og Twitter fik lagt 11 pct. oven i kursen, efter at JPMorgan vurderede, at selskabet får tocifret gennemsnitlig daglig brugervækst i 2018.

/ritzau/FINANS