Aktier: Kursfremgang blev reduceret

Efter torsdagens massive fremgang på aktiemarkedet i USA lå det danske C20-indeks fredag over middag 0,4 pct. højere i rekordniveau 504,7. Dermed var morgenstundens markante optur reduceret betydeligt.

Ugens sidste dag var præget af nervøs sommerstemning på fondsbørsen i København.

Medicinalvirksomhederne Novo Nordisk og Lundbeck fik begge løftet kursmållene af investeringsbanken Goldman Sachs.

Goldman Sachs fastholder anbefalingen "neutral" på Lundbeck, der steg 0,2 til kurs 141,3. Finanshuset hæver samtidig kursmålet på medicinalaktien til 135 kr. fra 130 kr.

Novo Nordisk fik opjusteret kursmålet til 570 kr. fra 550 kr. af den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Investeringsbanken fastholder samtidig anbefalingen "sælg". Medicinalkoncernen lå over middag 0,3 pct. højere i kurs 595.

GN Store Nord, der over middag lå 0,5 pct. højere i kurs 67,0, venter stadig på afgørelsen i appelsagen omhandlende salget af GN Resound til den schweiziske konkurrent Phonak.

Torsdag udtalte Phonak-direktør Valentin Chapero, at selskabet overvejer alternative investeringer, hvis købet af Resound glipper. Det foretrukne alternativ skulle angiveligt være tilbagekøb af egne aktier.

Den arabiske havneoperatør DP World har skrinlagt planerne om at blive børsnoteret. DP World er konkurrent til APM Terminals. En børsnotering kunne have givet et fingerpeg om værdien af APM Terminals, der i de senere år har fået en større rolle i APM-koncernen.

A.P. Møller-Mærsks B-aktie kunne ikke holde torsdagens rekordniveau og lå over middag 0,1 pct. lavere i kurs 79.200.

Vestas-investorerne afventer regnskab fra General Electric, der er moderkoncern til GE Wind. Vestas steg 1,3 pct. til kurs 378,5.

Den stigende oliepris har haft investorernes interesse den seneste tid, men olieprisen er fredag faldet lidt tilbage, og den amerikanske referenceolie, WTI, ligger i 72,4 dollar pr. tønde. Der er mulighed for yderligere fald i næste uge.

- Beholdningen af olieprodukter på lagrene stiger mere end ventet, idet raffinaderierne starter op igen. I næste uge vil vi se et markant fald i olieprisen, vurderede analytiker Tetsu Emori fra Astmax Futures i Tokyo til Bloomberg News.

(RB-Børsen)