Aktier: Kursfald i Asien udløst af overraskende gode nøgletal

Der er kursfald i store dele af aktiebørserne i Fjernøsten onsdag morgen.

Læs mere
Fold sammen

Paradoksalt nok er det gode nøgletal fra såvel Japan som Kina, der udløser kursfaldene, da de positive økonomiske data øger sandsynligheden for, at ventede pengepolitiske lempelser bliver skrinlagt.

- Markedet har udviklet en afhængighed af stimulus. Investorerne er mere bekymrede for manglende stimulus end udviklingen i økonomien. Dette fremhæver ubalancen mellem markederne og realøkonomien. I Japan betyder en stærkere økonomi en stærkere yen, og det bliver tolket som dårligt for markedet, pointerer portefølje manager Tim Schroeders fra Pengana Capital i Melbourne over for Bloomberg News.

I Tokyo viste BNP-data et overraskende privatforbrug som katalysator for en langt højere stigning i BNP-væksten i første kvartal end ventet.

Det toneangivende Nikkei 225-indeks stiger 0,2 pct., og det bredere Topix-indeks ligger med et plus på 0,3 pct.

I Kina er boligprisstigningerne nu på samme niveau, som inden nedturen startede i december 2013. Men de gode data er ikke nok til at løfte troen på fornyet vækst.

- Den svage markedsstemning er stadig relateret til de økonomiske nøgletal. Regeringen er stadig temmelig fast besluttet på at reducere gearing og overkapacitet, så vækst kan falde yderligere, vurderer chefstrateg Zhang Haidong fra Jinkuang Investment Management i Shanghai ifølge Bloomberg News.

Shanghai Composite dropper 1,7 pct., og CSI 300-indekset handles med et fald på 1,3 pct. Hang Seng i Hongkong falder samtidig 1,7 pct.

På de øvrige børser ligger det sydkoreanske Kospi-indeks med et fald på 0,8 pct., mens Taiwans Taiex-indeks og Singapores Strait Times begrænser faldene til henholdsvis 0,1 pct. og 0,2 pct.

ASX-indekset i Sydney slutter med et minus på 0,7 pct.

De amerikanske aktiefutures ligger lidt før klokken 06.30 onsdag med fald på 0,1-0,2 pct.

TABEL

#

Indeks Udvikling (%)

--------------------------------------

Nikkei 225 0,2

Topix 0,3

Hongkongs Hang Seng -1,7

China Shanghai Composite -1,7

China CSI 300 -1,3

Taiwan Taiex -0,1

Sydkoreas Kospi -0,8

Indiens BSE Sensex -0,7

Singapores STI -0,2

Sydney ASX 200 -0,7

--------------------------------------

#

Indeksværdi klokken 06.20.

/ritzau/FINANS

 

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk