Aktier: Kursfald efter forvirrende handelssession

De amerikanske aktier lukkede med kursfald på Wall Street onsdag.

Blandede regnskaber gav ingen specifik retning, og de fortsatte prisfald på råvaremarkederne trak olie og mineselskaberne i negativ retning. Samtidig var Valeant Pharmaceuticals på en vild rutsjebanetur, der trak hele sundhedssektoren ned.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

S&P 500-indekset sluttede onsdag med et fald på knap 0,6 point i 2018,94. De tunge aktier i Dow Jones faldt 0,3 pct. til 17.168,61, mens teknologi- og biotekaktierne i Nasdaq-indekset lukkede med dagens største drop på 0,8 pct. i 4840,12.

Omsætningen var fortsat forholdsvis beskeden med 700 mio. aktier på New York Stock Exchange, mens Nasdaq-børsens omsætning løb op i 1,7 mia. aktier.

Valeant Pharmaceuticals International blev udsat for et angreb af shortsalg, der sendte aktien ned med mere end en tredjedel, før investorerne besindede sig og sendte papiret halvvejs tilbage igen, efter at CNBC oplyste, at storinvestor William Ackman havde øget sin aktiepost i firmaet med 2 mio. aktier.

- Markedet havde udset biotek- og sundhedsbranchen som en form for stabiliserende faktor i markedet, så det her hjælper helt klart ikke, siger porteføljestrateg Andrew Burkly fra Oppenheimer & Co. i New York til Bloomberg News.

Der var ellers nok at se til på den travleste regnskabsdag til dato i denne sæson.

Boeing, General Motors og Coca-Cola var på banen før åbningen og mens Boeing og GM generelt overgik analytikernes forventninger, var Coke'en uden brus.

Boeing havde et stærkt tredje kvartal, der gav anledning til en opjustering af forventningerne til såvel omsætning, resultat og pengestrømme. Boeing-aktien blev belønnet med en stigning på 2 pct. til 144,66 dollar.

Også den amerikanske bilproducent General Motors (GM) havde et godt tredje kvartal. Både drift og bundlinje var markant bedre end ventet, og aktien steg 5,8 pct.

Coca-Cola leverede en flad gang Coke i årets tredje kvartal. Omsætningen levede ikke op til analytikernes forventninger, selv om selve bundlinjen ligge akkurat klarede skærene. Coca-Cola faldt 0,7 pct.

Italienske Ferrari overhalede introduktionskursen på 52 dollar indenom på første handelsdag på New York Stock Exchange. Aktien lukkede i 55 dollar eller 5,8 pct. over intro-kursen, efter at have snuset til 61 dollar i den tidlige handel.

E-handelsgigant Ebays regnskab efter børstid viste sig bedre end analytikerne havde ventet. Ebay øgede resultatforventningen, og aktien steg næsten 8,5 pct. i den udvidede handel. I den ordinære børstid faldt papiret 0,9 pct.

Også elektronikgiganten Texas Instruments slog analytikernes estimater. Og også her lå estimaterne for resten af året over forventningerne, da koncernen fremlagde regnskabstallene for tredje kvartal sent onsdag.

Aktien steg godt 9 pct. i eftermarkedet efter et fald på 1 pct. i den ordinære handel.

Torsdag er der regnskaber fra 46 af selskaberne i S&P 500 med blandt andre Caterpillar, Dow Chemical, 3M, Amazon.com, Microsoft og Google.

De gode regnskaber efter børsluk giver medvind til de amerikanske aktiefutures torsdag morgen. Disse handles ved sekstiden med stigninger på 0,3-0,4 pct.

/ritzau/FINANS

 

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk