Aktier: Kun få lyspunkter i generelt nedtrykt aktiemarked

Der var ganske få lyspunkter i det europæiske aktiemarked fredag, hvor de fleste solgte ud af risikopapirerne og sendte Stoxx 600-indekset til et fald på 1,1 pct. - det største dyk i en måned.

Læs mere
Fold sammen

Der var ganske få lyspunkter i det europæiske aktiemarked fredag, hvor de fleste solgte ud af risikopapirerne og sendte Stoxx 600-indekset til et fald på 1,1 pct. - det største dyk i en måned.

Den dårlige stemning havde sin rod i USA, hvor der var pres på især teknologisektoren torsdag, og det blev kun forværret af et skuffende regnskab fra Amazon.com. Siden mistede investorerne i både Asien og Europa tilsyneladende købelysten, og fredagens svage væksttal fra USA blev også en våd klud.

Tobakssektoren fik ildevarslende nyt fra USA, hvor sundhedsmyndighederne lufter planer om at begrænse nikotinindholdet i tobaksprodukter for at gøre dem mindre vanedannende. Det kastede British American Tobacco ud i et fald på 6,8 pct., Swedish Match dykkede 3,9 pct., og Imperial Brands faldt 3,8 pct.

Bilsektoren blev også kørt agterud med især Renault i bakgear med et fald på 5,1 pct. Den franske bilkæmpe har advaret om faldende priser på personbiler på flere markeder, så selv om indtægterne i Renault aldrig har været højere, er investorerne bekymrede for fremtiden.

Der er også dansk islæt hos en af dagens topscorere på Europas børser. Adidas steg 8,8 pct. til det højeste niveau nogensinde efter en opjustering af forventningerne sent torsdag. Den danske topchef, Kasper Rørsted, kan dermed notere, at sportsaktien er mere end fordoblet, siden han blev udnævnt som direktør i januar 2016.

/ritzau/FINANS