Aktier: Krypto-Kodak stiger 82 pct. efter fordobling tirsdag

Læs mere
Fold sammen

Rekordkursen for de amerikanske aktier er onsdag blevet afsporet ved åbningen af markedet. Imidlertid fortsætter aktien i Kodak i vejret i kølvandet af planer om etablering af en kryptovaluta.

Efter fem minutters handel ligger Dow Jones-indekset 0,3 pct. lavere i 25.320,95, S&P 500 falder 0,3 pct. til 2743,95, og Nasdaq-indekset er nede med 0,4 pct. i 7135,80 - efter at alle tre indeks tirsdag var lukket rekordhøjt.

AMERIKANSKE RENTER STIGER

Meldinger om, at Kina overvejer at dæmpe eller stoppe sine opkøb af amerikanske statsobligationer, gav før åbningen anledning til forskydninger på finansmarkederne, hvor de amerikanske renter kørte i vejret og futures på de amerikanske aktieindeks kom under pres.

- Mens vi ikke tror, at den kinesiske kvidren er sand, så berettiger bygen af gode makronyheder og stigende energipriser til højere renter, skrev chefmarkedsøkonom Peter Cardillo fra First Standard Financial før åbningen i en kommentar ifølge Investing.com.

KODAK OG SIGNET I FOKUS

Selskabsspecifikt er der på ny fokus på kameraproducenten Kodak, der tirsdag steg hele 120 pct., efter nyheden om at selskabet investerer i blockchain-teknologi og har planer om at lancere sin egen kryptovaluta under navnet KodakCoin.

Onsdag fortsætter aktien op med et plus på hele 82 pct. til 12,30 dollar.

Igennem længere tid har Kodak været presset af de teknologiske skift, hvor kameraer på mobiltelefoner har bremset appetitten på køb af selvstændige kameraer.

Aktien i den amerikanske smykkekæde Signet Jewelers, som blandt andet forhandler Pandora-smykker, falder 1,5 pct. fra åbningen onsdag efter offentliggørelsen af nogle skuffende salgstal for slutningen af 2017.

Signets salg faldt samlet set 5,3 pct. over de ni uger frem til årsskiftet sammenlignet med samme periode året før, oplyser det amerikanske selskab i en salgsopdatering onsdag. Tallene dækker over butikker, der har været åbnet et år.

/ritzau/FINANS