Aktier: Kraft Foods tordner frem i USA efter fusion med Heinz

Læs mere
Fold sammen

Der er ketchup og dressing på menuen på et positivt amerikansk aktiemarked onsdag, da de to fødevarekæmper H.J. Heinz og Kraft Foods forud for handelsstart på Wall Street har annonceret, at de slår sig sammen i et fælles selskab.

Nyheden bliver modtaget meget positivt blandt aktiehandlerne, der sender Kraft Foods op med massive 32,8 pct. til 81,41 dollar i den indledende handel.

Det generelle marked åbnede i plus til at begynde med, men efter 10 minutters handel er retningen mere negativ, hvilket også stemmer overens med futures omkring en time før åbningen, der indikerede en åbning i rødt. Futures er en slags kontrakter, der giver investorerne mulighed for at spekulere i, hvordan et indeks åbner.

Efter kort tids handel falder det brede S&P 500-indeks 0,01 pct., Nasdaq dykker 0,2 pct., mens Dow Jones falder 0,1 pct. Faldene kommer oven på en tirsdag, hvor der også var fald i alle de tre indeks.

Det præcise indhold i aftalen mellem H.J Heinz og Kraft Foods hedder, at aktionærerne i Kraft kommer til at sidde på 49 pct. af aktierne, mens Heinz-aktionærerne får de resterende 51 pct. Det nye selskab kommer til at hedde Kraft Heinz Company.

Derudover kan Krafts aktionærer også se frem til en betaling på 16,5 dollar per aktie, hvilket samlet set løber op i 10 mia. dollar.

Den betaling er finansieret gennem en stor kapitaltilførsel fra Warren Buffetts investeringsfirma, Berkshire Hathaway, og brasilianske 3G Capital, der deler ejerskabet af Heinz.

Mens Kraft Foods-aktien er i kurshopla, er der derimod naturligt nok ikke nogen reaktion at aflæse for Heinz, da koncernen ikke er børsnoteret.

Handlen mellem de to fødevarekæmper er faktisk ikke den eneste, der tager fokus i onsdagens marked.

Efter børslukketid tirsdag annoncerede printerproducenten Lexmark, at det vil købe selskabet Kofax, der blandt andet udvikler teknologi, der kan konvertere almindelige dokumentar til digitale billeder og datafiler.

Lexmark vil betale 11 dollar per aktie, hvilket giver en præmie på knap 47 pct. i forhold til lukkekursen tirsdag.

25 pct. af Kofax-aktionærerne har allerede vendt tomlen op for købstilbuddet, og Lexmark forventer, at handlen kan blive afsluttet i andet kvartal.

Kofax-aktien stiger hele 45,7 pct. til 10,93 dollar, mens Lexmark stiger 10,8 pct. til 44,93 dollar.