Aktier: Købelysten finder vej til Wall Street på Black Friday

Efter at de amerikanske aktiebørser torsdag holdt lukket grundet thanksgiving, er investorerne gået på opkøb på Black Friday. En decideret forbrugsfest bliver der dog næppe tale om, idet omsætningen må ventes at blive relativ lav oven på torsdagens helligdag.

Foto: ANDREW KELLY

Shoppedagen Black Friday giver konkret medgang til detailgiganten Wal-Mart og e-handel-giganten Amazon.com, hvis aktier stiger med henholdsvis 0,5 og 0,6 pct. i den indledende handel.

De toneangivende indeks - S&P 500, Nasdaq og Dow Jones - indleder fredagens handel med løft på mellem 0,1 og 0,3 pct.

Forud for thanksgiving var der onsdag igen rekord i såvel det brede S&P 500-indeks som det industritunge Dow Jones-indeks og small cap-indekset Russell, mens Nasdaq-papirerne dog ikke kunne holde dampen oppe.

- Historien bag, hvorfor markederne stiger, er ganske overbevisende. Forventningerne er, at Trumps politik kommer til at støtte væksten. Makrodata fra USA har også været robust. I dag venter jeg dog ikke, at der sker særlig meget, idet det er dagen efter thanksgiving, siger Daniel Murray, chefanalytiker i EFG Asset Management, til Bloomberg News.

Markedet lader til at antage, at USA's kommende præsident, Donald Trump, vil foretage massive offentlige investeringer, samtidig med at han vil sænke skatterne. Det, håber markedet, vil komme det amerikanske erhvervsliv og dermed de børsnoterede selskaber til gode.

Et referat fra den amerikanske centralbankens seneste møde i november viser samtidig, at flere af centralbankens medlemmer mener, at den amerikanske økonomi nu er så stærk, at renten skal hæves på centralbankens møde i december.

Det er blandt andet en længere periode med stærke nøgletal fra den anden side af Atlanten, som er med til at give centralbanken og markedet tro på, at økonomien i USA er på vej mod bedre tider.

Et kvarter efter børsåbning kommer der en enkelt makroopgørelse, som kan give et lille bidrag til den antagelse, i form af foreløbige data for aktivitetsniveauet i erhvervslivet i USA i oktober - de såkaldte PMI-tal. For servicesektoren ventes de dog at udvikle sig sidelæns.

Mere gods vil der formentlig være i næste uges nøgletal, som blandt andet byder på data over væksten, lønningerne og industriaktiviteten i USA samt den månedlige arbejdsmarkedsrapport.

/ritzau/FINANS