Aktier: Klassiske hug til finans efter det græske nej

Defensive aktier som Novo, Genmab og Novozymes i toppen, finansaktierne i bunden og et tryk på de volatile aktier som Vestas og Pandora.

Læs mere
Fold sammen

Sådan reagerede et ferieramt dansk aktiemarked mandag på klassisk og forventelig vis oven på søndagens usikkerhedsskabende græske afstemning, der resulterede i et klart nej til til den kombinerede reform- og lånepakke, der var tilbudt af EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond.

Samlet set faldt det danske C20 Cap-indeks til 981,0 eller 0,8 pct. lavere end fredagens slutniveau. Og den udvikling overrasker ikke afdelingschef i Sydbank, Ole Kjær Jensen.

- Der er ikke noget overraskende i de bevægelser, vi så først på dagen, og vi er jo stadig en pct. nede. Det er jo utroligt usikkert, hvad der kommer til at ske det næste stykke tid, og det er nok begrænset, hvor meget vi vil se dem trække tingene opad. Det står og falder med Grækenland det hele, siger han.


Tæt på indeksbunden sluttede Jyske Bank og Nordea med kursfald på henholdsvis 2,3 pct. til 332,90 kr. og på 2,2 pct. til 82,05 kr. Danske Bank blev behandlet lidt mildere med fald på 1,4 pct. til 194,20 kr., mens Sydbank uden for eliteindekset mistede 1,9 pct. til 243,10 kr.

- Det er jo ikke overraskende, at finans er den sektor, der klarer sig dårligst i Europa. Det er meget naturligt, og vi ser også de italienske og de spanske banker under pres, noterer Ole Kjær Jensen.

Ferietiden har muligvis lagt en dæmper på udsvingene.

- Der har ikke været det salgspres fra private, som man måske kunne have frygtet fra morgenstunden. Jeg tror, at feriesæsonen har gjort, at der ikke har været det salgspres, specielt ikke fra vores privatkunder, men heller ikke fra de institutionelle. Man har positioneret sig i forhold til, at der kunne opstå noget turbulens, siger han.


I toppen af indekset huserede defensive aktier med Novo Nordisk i spidsen med en stigning på 0,6 pct. til 371 kr. Genmab på andenpladsen steg 0,6 pct. til 583 kr., og Novozymes-aktien steg 0,4 pct. til 328,20 kr.

- Du har en tendens til, at de defensive ligger bedre i dag, konstaterer Ole Kjær Jensen.


Uden for de græsk-inspirerede kursbevægelser faldt Mærsk-aktierne også mod bunden af eliteindekset. Finanshuset Carnegie har skruet sin anbefaling af aktierne i A.P. Møller-Mærsk ned til "sælg" fra "hold" og sænket kursmålet til 10.500 kr. fra 12.000 kr. Tiltaget inspirerede aktiemarkedet til et fald for Mærsk B-aktien på 2,3 pct. til 11.680 kr.


Blandt de mindre aktier steg DLH-aktien 14,1 pct. til 1,13 - den største stigning i mandagens samlede aktiemarked. Selskabet, der er under frivillig afvikling, har solgt sin tidligere domicilejendom i Høje Taastrup til ejendomsgruppen Actus. Salget indbringer DLH et kontant nettoprovenu på cirka 33 mio. kr., hvilket svarer til den bogførte værdi per 31. marts, oplyser selskabet.

Mols-Linien, der er under belejring af kapitalfonden Polaris, steg 1,5 pct. til 34,90 kr. Polaris har tilbudt 34 kr. per aktie i rederiet og allerede fået tilsagn om 76,2 pct. af aktierne i selskabet, kom det frem fredag.


/ritzau/FINANS