Aktier kl. 9.35: Carlsberg i førersædet

 

Det blev Carlsberg, som onsdag morgen stjal opmærksomheden, efter at bryggeriet imponerede investorerne med sin halvårspræsentation. Carlsberg-aktien leverede et kurshop i den indledende handel og var med til at hive C20-indekset 1,1 pct. højere til 500,58. På de tre store europæiske fondsbørser oplevede investorerne også solid fremgang.

 

Carlsberg-aktien åbnede markante 3,3 pct. højere i kurs 721. Carlsberg aflagde regnskab for første halvår, som indeholdt en opjustering af driftsindtjeningsprognosen. Carlsberg hævede prognosen for resultatet af den primære drift med 300 mio. kr. til 5,0 mia. kr. i 2007, efter at bryggeriet i første kvartal hævede prognosen med 200 mio. kr. til 4,7 mia. kr. Carlsberg oplevede en positiv udvikling på de vesteuropæiske ølmarkeder og har vundet markedsandele på flere af de væsentligste markeder, bl.a. i Storbritannien og i de nordiske lande.

 

- De gør vores frygt for Vesteuropa til skamme. Alt i alt et flot regnskab, og jeg vil mene, at aktien skal stige på det, siger analytiker Jens Thomsen til RB-Børsen.

 

Det Singapore-baserede containerrederi Neptune Orient Lines øgede overskuddet med 38 pct. i andet kvartal af 2007. Regnskabet viser, at nedturen for de store containerrederier er slut, vurderer Finn Bjarke Petersen fra Standard & Poor's Equity Research. A.P. møller - Mærsk åbnede 1,1 pct. højere i kurs 71.300.

 

Investeringsbanken Morgan Stanley har sænket sin anbefaling på Novo Nordisk. Anbefalingen lyder nu på det neutrale "equal-weight", mens den tidligere lød på det positive "overweight". Novo Nordisk har oplevet kursfremgang tre dage i træk efter fredagens overraskende gode regnskabspræsentation. Novo Nordisk tabte 0,7 pct. til kurs 614 efter tre dage i træk med kursfremgang.

 

GN Store Nord-investorerne vil have øjnene rettet mod Tyskland, hvor den afgørende dom fra appelretssagen om salget af GN Resound ventes at blive fremlagt i dag. GN Store Nord steg 0,4 pct. til kurs 57,8.

 

Ringkjøbing Landbobank steg 2,1 pct. til kurs 1041, efter at regionalbanken aflagde halvårsregnskab, som indeholdt endnu en opjustering af helårsprognosen. Bankens forretningsomfang stiger fortsat samtidig med, at aktivitetsniveauet blandt bankens kunder er godt.

 

Søndagsavisen aflagde et halvårsregnskab med et markant fald i indtjeningen. Søndagsavisens driftsindtjening faldt til 50,8 mio. kr. fra 88,9 mio. kr. for samme periode i fjor. Aktien er ikke handlet i skrivende stund.

 

Parken Sport & Entertaiment åbnede 2,9 pct. højere i kurs 1698. Selskabets fodboldklub FC København er klar til to kampe mod portugisiske Benfica om at komme med i Champions League-gruppespillet. Det er facit efter tirsdagens kamp mod Beitar Jerusalem.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )