Aktier kl. 9.30: Små stigninger over bred kam

 

Hovedparten af C20-medlemmer åbner onsdag med kursfremgang, men stigningerne er dog af yderst moderat karakter. Lundbeck ligger i den gode ende af feltet, mens Novozymes taber terræn. Alt i alt resulterede det i en C20-fremgang på 0,1 pct. til 510,19.

 

Lundbeck åbner 0,8 pct. højere i kurs 155,8 efter tirsdagens markante kursstigning på 8 pct. Lundbeck præsenterede tirsdag gode fase II testresultater for depressionsmidlet Lu AA21004.

 

- Der er tale om en af to potentielle afløsere, når det gælder om at sikre indtjeningen fremover i Lundbeck, påpegede Rune Majlund Dahl, analytiker hos Sydbank, overfor RB-Børsen.

 

Deutche Bank hæver sit kursmål på Lundbeck til 130 fra 114 grundet de nye testresultater. Det hollandske finanshus ING øger sit kursmål med 10 kr. til 145 kr. ING-analytiker Tim Race skriver, at der efter de positive fase II-resultater nu er 50 pct. chance for, at midlet bliver gjort klar til salg på markedet.

 

Novozymes, som åbner 0,9 pct. lavere i kurs 672, har fået sænket sit kursmål med 60 kr. til 610 kr. af det internationale finanshus Cheuvreux. Samtidig giver Cheuvreux anbefalingen "underperform" til aktierne i enzym-koncernen.

 

Vestas-investorerne har fokus på meldingen fra Deutsche Bank, som vurderer, at markedet for vindenergi vil i perioden 2006-2010 vokse med en gennemsnitlig årlig vækstrate (CAGR) på 20,5 pct. fra en base på 18 mia. euro. Det skriver Deutsche Bank i et notat. banken indleder dækningen af Vestas-aktien med en "hold"-anbefaling. Vestas-aktien stiger 0,6 pct. til 416.

 

- Det langsigtede behov for vindenergi er drevet op af det stadigt stigende behov for at have alternativer til olien, der på det seneste er steget voldsomt i pris. Samtidig har investorerne i stigende grad lyst til at investere i vind-aktier, argumenterer Deutsche Bank.

 

Danisco-aktien fik onsdag morgen hævet sin anbefaling til "outperform" fra tidligere "underperform" af det internationale finanshus Cheuvreux. Samtidig hæver finanshuset kursmålet på aktien til 450 kr. fra tidligere 425 kr. Danisco-aktien åbner 0,5 pct. højere i kurs 405,5.

 

Den amerikanske regering har udvidet omfanget af RFP-2 kontrakten, som blev tildelt Bavarian i 2004.Udvidelsen af kontrakten har en værdi af 15 mio. dollars, oplyser Bavarian Nordic, som stiger 1,1 pct. til kurs 444,5.

 

NKT Holding, som åbner 0,5 pct. højere i kurs 591, blæser til opkøbskrig i forbindelse med datterselskabets Nilfisk-Advance investordag.

 

- Når vi ser på de store selskaber, så vil det sikkert være Nilfisk-Advance, der bliver driveren i en konsolidering, sagde NKT's koncernchef, Thomas Hofman-Bang, på selskabets kapitalmarkedsdag i Milano tirsdag.

 

Amerikanske Tennant er en oplagte fusionskandidat for danske Nilfisk-Advance. Tennant er store i USA, mens Nilfisk-Advance står stærkt i Europa, og begge ønsker at vokse på hinandens hjemmemarkeder.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )