Aktier kl. 9.30: Opjustering fra Jyske Bank

 

Jyske Bank gav tirsdag morgen investorerne en opjustering af helårsprognosen i sin halvårspræsentation. Stemningen på de europæiske fondsbørser var tirsdag morgen lidt negativ. På Københavns Fondsbørs åbnede C20-indekset dog med en fin fremgang på 0,4 pct. til rekordniveau 515,13.

 

Jyske Bank, som åbnede 0,8 pct. højere i kurs 431,5, aflagde halvårsregnskab, hvilket indeholdt en opjustering af helårsprognosen. Jyske Bank venter nu en basisindtjening på 2,1-2,3 mia. kr. i 2007. Jyske Banks basisindtjening for første halvår steg til 1,27 mia. kr., hvilket var mere end ventet. Nettorenteindtægterne steg 1,61 mia. kr. fra 1,44 mia. kr. De vigtige renteindtægter ligger på den svage side i første halvår. Det vurderer analytiker Stig Nymann hos Gudme Raaschou over for RB-Børsen.

 

- Udviklingen i nettorenteindtægterne er lidt svag, men banken henter indtjeningen ind på en reduktion i omkostningerne, vurderer Stig Nymann.

 

A.P. Møller - Mærsk, som åbnede 0,5 pct. højere i rekordniveau 75.200, fik nyt fra terminalbranchen. Kinesiske Cosco, der er konkurrent til A.P. Møller - Mærsk, overvejer at investere 1 mia. dollar (over 5 mia. kr. ) i et havneprojekt i den østkinesiske provins Jiangsu. Det skriver Shanghai Securities News på baggrund af anonyme kilder ifølge Bloomberg News.

 

Novo Nordisk tog lidt af opmærksomheden grundet sin 30 procentandel i biotekselskabet Zymogenetic. Finanshuset Merrill Lynch har sænket sin anbefaling på Zymogenetic til neutral fra køb. Novo Nordisk åbnede 0,5 pct. højere i kurs 599.

 

FLSmidth-investorerne vil være på mærkerne, når den finske FFE Minerals-konkurrent Outokumpu over middag aflægger halvårsregnskab. FLSmidth datterselskab FFE Minerals oplever massive vækstrater grundet opsvinget i mineindustrien, og FLSmidths målsætning er at gøre FFE Minerals til en ligeværdig partner til FLSmidths "gamle" ingeniøraktiviteter, opførelse af cementfabrikker. FLSmidth åbnede 1,1 pct. højere i kurs 489,5.

 

Blandt sidepapirerne stjal Dantherm opmærksomheden efter mandagens markante fremgang på 8,1 pct. Producent af produkter til industriel luftventilation og luftafkøling åbnede 2,4 pct. højere i kurs 192,5. En handler oplyser til RB-Børsen, at der er to forklaringer på fremgangen. For det første har der været en positiv artikel om Dantherm i Penge & Privatøkonomi, og for det andet har svenske Ericsson modtaget en stor ordre til udbygning af GSM i Indien. Da Dantherm tidligere har været underleverandør til Ericsson var der spekulationer i, at der også kan være en betydelig ordre på vej til Dantherm.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )