Aktier kl. 9.25: Positiv stemning trækker C20 op

 

Det danske fondsbørs oplevede tirsdag morgen en positiv stemning ovenpå mandagens sivende kursudvikling. C20 indekset åbnede med et plus på 0,6 pct. til 445,13 og følger dermed den generelle positive europæiske stemning, hvor de toneangivende europæiske fondsbørser alle oplevede fremgang. Den opløftende stemning kom i kølvandet på en kursfremgang på de asiatiske markeder. SAS var i fokus i dagens handel.

 

De store danske banker fik tirsdag morgen lidt opmærksomhed. Nordea åbnede 0,3 pct. højere i kurs 86,5 mens Danske Bank lå 0,6 pct. højere i kurs 251,5. Finansministeriet vil indenfor få dage offentliggøre, hvilken dansk bank, der sammen med to store udenlandske banker, skal stå for børsnoteringen af den danske energigigant DONG. Staten vil sælge 27-28 pct. af aktierne i DONG, mens staten selv beholder 51 pct. og de resterende 28 pct. forbliver på de tidligere aktioneres hænder. Danske Bank er ifølge Berlingske Business favorit til, at være den danske garant for DONG-aktiesalget. Danske Bank har tidligere stået for børsnoteringen af Københavns Lufthavne, mens konkurrenten Nordea har stået for den hidtidigere største danske børsnotering, da Trygvesta blev børsnoteret. Amerikanske Citibank, der er en del af Citigroup, skulle efter sigende allerede være valgt.

 

A.P. Møller - Mærsks containerdivision Maersk Line lancerer nu en række nye ruter mellem Asien og Europa. Det oplyste rederiet i en pressemeddelelse. Rederiet øger dermed kapaciteten med 13 pct. på ruterne fra Asien til Europa. APM får nu ros fra nogle af sine kunder. De såkaldte afskibere, der sidste år var ude med hård kritik af APM, roser nu det danske rederi for en meget bedre kundeservice, skrev shippingavisen Lloyd's List. APM åbnede 1,1 pct. højere til kurs 53.600.

 

Elektricitet kan produceres billigere af vindmøller end af kulkraftværker og naturgas. Det fremgår af en analyse, som en international, uafhængig analysevirksomhed har udarbejdet, skrev Dagbladet Børsen tirsdag morgen. Vestas åbnede 1,0 pct. højere i kurs 238,8.

 

Luftfartselskabet SAS tiltrak sig en del opmærksomhed tirsdag morgen. SAS kommer ved 11-tiden med trafiktal for december. Tidligt tirsdag var konkurrenten Air France-KLM klar med tal for december måned. Air France-KLM antal af passagerer steg 3,3 pct. for december. Det var især flere passagerer på ruterne til Asien, der forbedrede Air France-KLMs tal. Mandag kom lavprisselskabet EasyJet også med positive tal og den samme trend kan vise hos SAS. Analytiker Jacob Pedersen fra Sydbank venter en fremgang i yielden (indtægten pr. fløjet sædekilometer) på 8 pct. år/år og et moderat fald i belægningen. SAS åbnede 1,4 pct. højere i kurs 108,5.

 

Nordea begyndte mandag sin dækning af DLH med en købsanbefaling og et kursmål på 130 kr. Mandag steg aktien 5 pct. og tirsdag forsatte den positive udvikling. DLH lå 1,3 pct. højere i kurs 113,5.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )