Aktier kl. 13:00: Genvandt det tabte

Læs mere
Fold sammen
C20-indekset er kommet godt igen efter formiddagens tilbagegang, og indekset ligger over middag 0,5 pct. højere i 272,42. De tre store europæiske indeks ligger fortsat med tab efter skræmmende udsigter fra kinesiske Lenovo samt onsdagens nedjusteringer fra amerikanske Intel og Time Warner. Den negative stemning blev understøttet af svage forbrugertillidstal fra eurozonen, som ramte laveste niveau siden 1993. Det danske C20-indeks ligger 0,1 pct. højere i 280,88, hvor især Danske Bank er drivkraften.

Efter flere års voldsom vækst tvinger finanskrisen nu Danske Bank til at holde igen på ambitionerne i udlandet. Bankens helejede Fokus Bank i Norge stopper udlån til nye kunder. Fokus Banks udlån er ellers vokset med 30 pct. i kvartalet de sidste fire år, og bankens markedsandele er vokset kraftigt. Danske Bank stiger 4,8 pct. til 60 kr.

Nordea falder over middag 0,2 pct. til kurs 42,3. Det schweiziske finanshus UBS sænker sin anbefaling på Nordea til "Sælg" fra "Neutral". Tilmed sagsøger fem Nordea-fonde den franske mediegigant Vivendi Universal for at få erstatning for tabte penge. I 2002 fik Nordea et kæmpe tab, da det kom frem, at den tidligere koncernchef Jean-Marie Messier og tidligere finansdirektør Guillaume Hannezo i Vivendi havde vildledt markedet med fejlagtig regnskabsinformation. Derfor prøver Nordea-fondene nu at vinde pengene igen.

ØK stiger 4,8 pct. til kurs 198, efter at ATP og ATP Invest har købt 713.602 stk. aktier i ØK. Dermed har ATP-selskaberne i et hug fået en ejer- og stemmeandel på 5,07 pct. af selskabet. Det oplyser ØK.

På trods af en global finanskrise og økonomisk nedgang lykkedes det alligevel den tyske bilproducent Audi at sætte salgsrekord sidste år med over en million solgte biler, hvilket er en fremgang på 4,1 pct. i forhold til 2007. Salget er godt hjulpet af den nylige introduktion af Audi Q5 og den yngre A4 familie. Netop de to modeller er blandt dem, som den danske audio- og videokoncern Bang & Olufsen (B&O) har en aftale med Audio om at levere B&O Sound System til. Bang og Olufsen falder trods nyheden 2 pct. til 72 kr.

Den amerikanske Lundbeck-konkurrent Wyeth ønsker angiveligt at købe hollandske Crucell for 1,35 mia. dollar. Det oplyser anonyme kilder til Bloomberg News. Såfremt oplysningerne stemmer svarer det til en præmie på 31 pct. i forhold til onsdagens lukkekurs på Crucell. Et opkøb af Crucell giver god mening, idet det styrker Wyeths position inden for vacciner, som er et af selskabets fokusområder. Bavarian Nordic, som også er producent af vacciner, stiger 5,6 pct. til kurs 150 oven på nyheden, idet der spekuleres i, om selskabet er en mulig opkøbskandidat.

Auriga Industries skyder til vejrs over middag med en stigning 8,7 pct. til kurs 118,5. Direktør Kurt Pedersen Kaalund har udtalt sig positivt omkring den igangværende udvikling i forbindelse med et interview med avisen Jyllands-Posten. Ifølge direktøren er koncernens fremgang i 2008 er fortsat ind i det nye år. Midt i onsdagens danske handel fik Auriga Industries en positiv melding fra den amerikanske konkurrent Monsanto, som opjusterede sine forventninger, hvilket sendte Monsanto-aktien knap 18 pct. højere.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )