Aktier kl. 13.05: Banker får hård medfart

Der bliver uddelt kurssmæk til banksektoren på de internationale fondsbørser, og den stemning forplanter sig til Københavns fondsbørs, hvor C20-indekset falder 0,4 pct. til 249,32. De amerikanske banker fik ekstreme kurssmæk tirsdag aften, og onsdag er det især de britiske bankaktier, som køres igennem rivemaskinen.

Nordea, som tirsdag lukkede 7 pct. nede, falder 2,4 pct. kurs 28,4. Det sker, efter at Nordea ved formiddagstid blev handlet i kurs 26,7. Danske Bank falder 4,5 pct. til kurs 53.

- Det er en sektornedsmeltning, vi ser, og det rammer også de danske banker. Vi er på vej ind i næste fase efter nedskrivningerne. Det næste vi venter at se i konjunkturcyklen, er tab fra engagementer med private og virksomhederne, så investorerne sælger nu ud af bankaktierne over en bred kam af frygt for indeholdet i balancerne, siger afdelingschef for skandinaviske aktier, Ole Kjær Jensen fra Sydbank, som ser mulighed for et kortvarigt rebound, men også at vi skal ned at teste seneste lavpunkt.

Carlsberg klarer sig rigtigt fint med en fremgang på 2,4 pct. til kurs 172,5. Devalueringer og udsigten til devalueringer af rublen har presset Carlsberg-aktien, da selskabet henter store dele af sine indtægter i Rusland. Den russiske internetside Kommersant.ru skriver onsdag morgen, at den russiske centralbank stopper devalueringerne af rublen, og at rublen derfor ser ud til at have nået bunden mod euro og dollar.

- Carlsberg bliver hjulpet af meldingen fra Rusland, og det er med til at skabe lidt ro om aktien, vurderer Ole Kjær Jensen fra Sydbank.

Thrane & Thrane falder 5,4 pct. til kurs 141, efter at selskabet vil afskedige 90 af selskabets 700 medarbejdere for at spare ca. 30 mio. kr. årligt. Til gengæld udgiftsføres der en enkeltomkostning på 14 mio. kr. i selskabets tredje kvartal, som ender 31. januar 2009. Producenten af kommunikationsudstyr meddeler samtidig, at salget udvikler sig i overensstemmelse med forventningerne, og at det derfor fastholder sine forventninger for hele året.

Monberg & Thorsen frasælger aktiviteter i malings- og træbeskyttelsesenheden Duryp, som kommer af med industriaktiviteterne for at fokusere på gør-det-selv og det professionelle marked. Salget indbringer 90 mio. kr. på gældfri basis og vil påvirke 2009-regnskabet positivt med en engangsindtægt på 15 mio. kr. Monberg & Thorsen ligger uændret i kurs 172.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )