Aktier kl. 12.57: Danisco-optur trods sur stemning

Der er pres på de internationale aktiemarkeder, hvilket afføder et C20-fald på 1,6 pct. til 462,17. Danisco svømmer mod strømmen efter sin halvårspræsentation. De tre store europæiske indeks ligger med fald i omegnen af 1,4 pct.

Danisco stiger 3,9 pct. til 383 i kølvandet af ingrediens- og sukkerkoncernens halvårsregnskab. Danisco fastholder indtjeningsprognosen for driften på 1,95 mia. kr. i helåret 2007/08, mens omsætningsprognosen sænkes marginalt til 18,8 mia. kr. fra 19, mia. kr. Både Ingredienser og Sukker i Danisco opnåede fremgang i EBIT-marginen i forhold til i fjor, hvilket gjorde Danisco i stand til at øge EBIT før særlige poster med 5 pct. trods store udfordringer i markedet.

Noget af Danisco-aktiens stigning kan skyldes, at selskabet nu bekræfter, at man har valgt en ekstern rådgiver til udskilningen af sukkerforretningen.

- Jeg tror, man skal passe på med at lægge for meget i det. Det siger jo ikke noget om timingen, siger analytiker Jens Houe Thomsen til RB-Børsen.

Vestas falder 2,2 pct. til kurs 498, efter at vindmøllekoncernen annoncerer en stor ordre på 48 stk. V90-3,0 MW-vindmøller.

- Det er en stor ordre til en værdi på godt og vel 1 mia. kr., men det er også ved at være lidt tid siden, at Vestas har landet en storordre, bemærker Jacob Pedersen. analytiker i Sydbank.

A.P. Møller - Mærsk ligger 2,0 pct. lavere i kurs 54.800. Skibsreder Eivind Kolding, der har ansvaret for at rette op på problemerne i Maersk Line, vil kort efter nytår offentliggøre flere detaljer om genopretningsplanen, der er døbt StreamLine.

SAS falder 4,2 pct. til kurs 69. En truende storstrejke har fået SAS til at udskyde en beslutning om et salg af de tre datterselskaber SAS Ground Services, SAS Technical Services og SAS Cargo. De faglige organisationer i den skandinaviske luftfartskoncern har truet ledelsen med en lammende storstrejke, hvis salget gennemføres.

Bioporto stiger 9,6 pct. til kurs 5,15, efter at Dagbladet Børsen har sat fokus på selskabets biomarkør NGAL. Den kan identificere nyreskader på et tidligere tidspunkt end eksisterende diagnosemetoder.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )