Aktier kl. 12.55: Fokus på medicinal, banker og bryggerier

Læs mere
Fold sammen
Carlsberg-aktien stjæler opmærksomhed med en massiv fremgang, hvilket sker efter en positiv konkurrent-analyse af JP Morgan på Anheuser Busch Inbev. C20-indekset ligger 1,9 pct. højere i 252,17, efter at kun Genmab og Trygvesta oplever kursfald. På den internationale scene er der travlt med store nyheder fra bank- og medicinalsektoren.

Carlsberg-aktien ligger 6,4 pct. højere i kurs 187,3, efter at JP Morgan i morges leverede en positiv analyse på den belgisk/amerikanske konkurrent Anheuser Busch Inbev, som får et markant kurspotentiale og en købsanbefaling i analysen på 136 sider. Anheuser Busch Inbev stiger knap 7 pct., efter at aktien tidligere lå godt 10 pct. højere.

Nordea ligger over middag 7,6 pct. højere i kurs 29,9, efter at aktien fik kurssmæk torsdag og fredag. Deutsche Bank sænker kursmålet på Nordea til 3,5 euro (26 kr.) fra 4,8 euro (35,8 kr.). Anbefalingen er "sælg". Danske Bank stiger 3,7 pct. til kurs 56,5 kr.

På den internationale scene er banksektoren i fokus med store tabsannonceringer hos franske BNP Paribas, som vil foreslå et aktiesalg til den franske stat. BNP Paribas stiger 12 pct. Hollandsk/belgiske ING har også annonceret store tab grundet nedskrivninger. ING stiger 22 pct. I Storbritannien stiger Barclays ekstreme 65 pct. efter en tabsannoncering, da storbanken samtidig meddeler, at den ikke har brug for ny kapital.

Medicinalbranchen er i fokus, efter at Pfizer har offentliggjort sit ventede opkøbstilbud på Wyeth til 68 mia. dollar, hvilket er en solid præmie på knap 30 pct. i forhold til Wyeth's kurs inden rygterne startede i sidste uge. Pfizer har fremskyndet sit regnskab for fjerde kvartal. Pfizer-aktien falder 4 pct. i før-markedet.

- Når nogle af de store går sammen, vil nogle af de andre også ønske at blive større for at bevare konkurrenceevnen, og de vil se sig om efter konsolideringsmuligheder, siger aktieanalytiker Rune Majlund Dahl fra Sydbank.

Rune Majlund Dahl vurderer, at de to største danske medicinalselskaber ikke er oplagte opkøbskandidater. Til gengæld er både Genmab og Neurosearch på jagt efter en partner, og det er derfor muligt, at de vil blive opkøbt. Genmab falder 1,6 pct. til kurs 240. Neurosearch stiger 0,3 pct. til kurs 155,5.

Novo Nordisk får hos finanshuset Helvea gentaget sin anbefalingen "neutral" og kursmålet sættes til 315 kr. Novo Nordisk stiger 0,5 pct. til kurs 289,50.

Vestas stiger 1,4 pct. til kurs 294,5. Vindmølleproducenten er på talefod med Barack Obama, og Vestas' ledelsen er yderst positiv efter et møde med den amerikanske præsident Barack Obama. Det skriver Dagbladet Børsen. Præsidenten har op til og efter sin præsidentindsættelse talt varmt for investeringer i vedvarende energi.

I Norge blev regeringens vækstpakke fremlagt, og pakken løber alt i alt op i 20 mia. nkr. Den består af 16,7 mia. nkr. i øget offentligt forbrug og 3,3 mia. nkr. i skattenedsættelser for virksomhederne.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )