Aktier kl. 12.50: Moderat fremgang i nervøst marked

 

De danske aktier lå fredag over middag med uensartede udsving, men dog med en overvægt af plusser. C20-indekset steg 0,4 pct. til 454,53 efter torsdagens ekstreme C20-fald på 4,3 pct. Investorerne er fortsat opmærksomme på stemningen på de globale finansmarkeder. De europæiske indeks ligger med moderate fald, mens den amerikanske Dow Jones indeksfuture ligger godt 1 pct. lavere.

 

Lundbeck-aktien mødte modvind, efter at Goldman Sachs satte aktien på sin salgsliste. Lundbeck blev presset 3,4 pct. lavere i kurs 122,8. Goldman Sachs sænkede anbefalingen til "sælg" fra "neutral" og reducerede kursmålet med 15 kr. til 120 kr.

 

Novo Nordisk lå 0,5 pct. lavere i kurs 564. Goldman Sachs gentog fredag sin salgsanbefaling af Novo Nordisk-aktien, men hævede kursmålet til 590 fra 570 kr. Det amerikanske finanshus JP Morgan løftede sit kursmål på Novo Nordisk til 626 kr. fra 614, mens den neutrale anbefaling dog blev gentaget hos JP Morgan.

 

Coloplast steg 2,2 pct. til kurs 490,5. Coloplast aflagde torsdag et rigtigt godt regnskab for tredje kvartal, hvilket affødte torsdagens eneste C20-stigning på 1,5 pct. hos medicoaktien.

 

- Vi gentager vores akkumuler-anbefaling efter torsdagens opmuntrende regnskab fra Coloplast for tredje kvartal, og vi har lavet marginale ændringer til vores estimater. Alle disse ting giver en opjustering og har gjort os mere sikre på Coloplasts 2012-mål, skriver analytikeren i et notat.

 

Forsikringskoncernen Trygvesta, som lå 0,1 pct. lavere i kurs 418,5, fik også ekstra fokus efter sit torsdagsregnskab. Analytikerne hos Danske Equities er også begejstrede for Trygvestas halvårsregnskab. Danske Equities beholder "et positivt syn" på aktien og beregner fortsat den fair værdi til 481 kr.

 

Anderledes var det for William Demant, som torsdag skuffede med sit halvårsregnskab. Danske Equities sænker sit kursmål på William Demant-aktien til 610 kr. pr. aktie fra 625 kr., mens banken fastholder sin "Køb"-anbefaling. William Demant lå fredag 0,2 pct. højere i kurs 491.

 

A.P. Møller - Mærsks B-aktie lå 0,8 pct. højere i kurs 63.300, efter lidt tumult ved middagstid. En række aktier i A.P. Møller - Mærsk skiftede hænder til 2 kr. stykket, hvilket fik Københavns Fondsbørs til at annullere en række handler foretaget i tidsrummet mellem 11.48 og 11.50.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )