Aktier kl. 12.47: Ramt af vigende tendens

 

Fredag over middag ligger aktierne med moderate fald efter små plusser i dagens første handel. C20-indekset ligger 0,3 pct. lavere 506,12. GN Store Nord svømmer mod strømmen, efter at Goldman Sachs satte fokus på aktien. Blandt sidepapirerne gik Søndagsavisen i hullet efter sin ekstreme nedjustering.

 

GN Store Nord-investorerne fik nyt fra finanshuset Goldman Sachs, som begynder dækningen af aktien med en neutralanbefaling og et kursmål på 60 kr. GN Store Nord stiger 1,4 pct. til kurs 55,0.

 

Nordea taber 1,1 pct. til kurs 91, efter at banken satte fokus på finansuroen, som kun ventes at have en begrænset effekt på indtjeningen. Nordea ser den seneste uro på de finansielle markeder og den mindskede risikoappetit som en "udfordring". Det sagde koncernchefen Christian Clausen på en Merrill Lynch bank konference i London fredag. Danske Bank falder 0,8 pct. lavere i kurs 215,3.

 

Søndagsavisen dykker 29,6 pct. til kurs 38,7, idet selskabet sænkede forventningerne efter torsdagens lukketid. Søndagsavisens overskudsprognose skæres ned til blot 20-40 mio. kr. før skat fra 80 mio. kr. Omsætningsprognosen sænkes med 50-100 mio. kr. til 1,65-1,70 mia. kr. for helåret 2007. Selskabets distributionsforretning er under et hårdt prispres fra Post Danmark, samtidig med at markedet for distribution af adresseløse forsendelser er mindre end tidligere forventet. Desuden er lønomkostningerne til omdelerkorpset stigende.

 

Parken Sport & Entertainment stiger 1,4 pct. til kurs 1480, efter at selskabets fodboldklub FCK gik videre til UEFAs lukrative gruppespil efter aftenens sejr over franske Lens. Den nordjyske fodboldklub AAB gik også videre efter et uafgjort resultat mod italienske Sampdoria. Det resulterer i en kursstigning på 0,7 pct. hos AAB-aktien til kurs 53,5.

 

De seneste 14 dages optur hos EDB Gruppen fortsætter, og EDB Gruppen stiger 7,6 pct. til kurs 185. År 2007 har ellers været et mareridt for EDB Gruppens-investorer, som har set aktien falde fra et niveau lige under kurs 300. Danske Markets indleder sin dækning af EDB Gruppen med anbefalingen "akkumuler" - kursmålet sættes til 190 kr.

 

- Hovedårsagen til, at vi har den positive holdning til selskabet er den restrukturering, der er i gang, skriver analytiker Poul Ernst Jessen.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )