Aktier kl. 12.45: Rekord med bankerne i fokus

 

Der var fredag en positiv stemning på Københavns Fondsbørs. Således lå stort set alle aktierne i C20 højere. Eliteindekset bevæger sig stadig i rekordterræn, og lå over middag 0,5 pct. højere i 515,39. Nordea tiltrak sig positiv opmærksomhed efter torsdagens regnskabsaflæggelse, mens der også generelt var gode ord til bankerne.

 

Nordea lå over middag 0,3 pct. højere i kurs 90,8. Banken, der torsdag aflagde et positivt regnskab, fik hævet kursmålet af Deutsche Bank til 13,1 euro fra 12,9 euro. Samtidig fastholdes anbefalingen "køb". Ifølge aktiehandler Gert Jørgensen fra Danske Bank vidner regnskabet om en god underliggende vækst.

 

- Der har været en lille smule lettelse over, at de faldende boligpriser ikke har svækket betalingsevnen, som vi ellers har set internationalt - primært i de amerikanske banker. Men regnskabet viser, at der stadig er en god underliggende vækst i Norden, sagde Gert Jørgensen.

 

Finansaktier er billige i forhold til det øvrige marked på trods af solide kursstigninger det seneste kvartal. På den baggrund mener analytiker Anders Lund Larsen fra Formuepleje, at porteføljen skal drejes i den retning. De seneste dages fokus på banksektoren fortsætter således.

 

- En nærmere gennemgang (af markedet) viser, at de billige aktier i høj grad domineres af to sektorer, nemlig finans og energi. Specielt finansaktier ser pt. attraktive ud i både absolut og relativt perspektiv, skrev Anders Lund Larsen. Sydbank lå over middag uændret i kurs 279, mens Danske Bank steg 0,1 pct. til kurs 239.

 

A.P. Møller-Mærsks B-aktie lå over middag 0,7 pct. højere i kurs 74.700. Det sker, efter at de konkurrerende asiatiske rederier natten til fredag steg.

 

- Den reaktion, vi fik fra de asiatiske rederier, var et udtryk for den meget kraftige vækst, som vi så fortsætte i Kina (i andet kvartal, red). Den underliggende vækst var på 11,9 pct. Det vil sige, at der er så meget gang i kedlerne i Kina, at der ikke er noget, der tyder på, at den ratestigning, vi har set indtil videre, vil løje af med baggrund i en aftagende vækst i Kina, udtalte Gert Jørgensen fra Danske Bank.

 

Carlsberg vinder markedsandele i Bulgarien. Således er Carlsberg ølsalg steget 34 pct. i første halvår, mens det samlede salg af øl kun steg 16 pct. Bryggeriaktien lå over middag 0,3 pct. højere i kurs 721.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )