Aktier kl. 12.45: Marginale stigninger i et roligt marked

 

C20-medlemmerne ligger kun med moderate udsving, hvor plusserne har et lille overtag ved 12.45-tiden. Alt i alt resulterer det i en C20-fremgang på 0,1 pct. til 510,43. Det er samme tendens, som præger udviklingen på de tre store europæiske fondsbørser.

 

De to største C20-stigninger skal findes hos FLSmidth og DSV. FLSmidth stiger 1,4 pct. til kurs 577, mens DSV fortsætter sin seneste optur med en fremgang på 1,4 pct. til kurs 130. Mandag fik DSV-aktien gode ord med på vejen fra finanshuset Dresdner Kleinwort, som indledte sin dækning med en købsanbefaling og et kursmål på 150 kr.

 

Carlsberg stiger 1,4 pct. til kurs 732. Danske Markets hæver sin anbefaling på Carlsberg til "akkumuler" fra "hold" og kursmålet løftes til 810 kr. fra 745.

 

Lundbeck ligger 0,3 pct. højere i kurs 155 efter tirsdagens markante kursstigning på 8 pct. Lundbeck præsenterede tirsdag gode fase II testresultater for depressionsmidlet Lu AA21004.

 

- Der er tale om en af to potentielle afløsere, når det gælder om at sikre indtjeningen fremover i Lundbeck, påpegede Rune Majlund Dahl, analytiker hos Sydbank, overfor RB-Børsen.

 

Deutche Bank hæver sit kursmål på Lundbeck til 130 fra 114 grundet de nye testresultater. Det hollandske finanshus ING øger sit kursmål med 10 kr. til 145 kr. ING-analytiker Tim Race skriver, at der efter de positive fase II-resultater nu er 50 pct. chance for, at midlet bliver gjort klar til salg på markedet.

 

Novozymes taber 1,6 pct. til kurs 667, og ligger dermed blandt de svageste aktier i C20-regi. Novozymes har fået sænket sit kursmål med 60 kr. til 610 kr. af det internationale finanshus Cheuvreux. Samtidig giver Cheuvreux anbefalingen "underperform" til aktierne i enzym-koncernen.

 

Vestas stiger 0,6 pct. til 416. Vindmølleinvestorerne har fokus på udtalelserne fra Deutsche Bank, som vurderer, at markedet for vindenergi vil i perioden 2006-2010 vokse med en gennemsnitlig årlig vækstrate (CAGR) på 20,5 pct. fra en base på 18 mia. euro. Det skriver Deutsche Bank i et notat. banken indleder dækningen af Vestas-aktien med en "hold"-anbefaling.

 

- Det langsigtede behov for vindenergi er drevet op af det stadigt stigende behov for at have alternativer til olien, der på det seneste er steget voldsomt i pris. Samtidig har investorerne i stigende grad lyst til at investere i vind-aktier, argumenterer Deutsche Bank.

 

Danisco-aktien fik onsdag morgen hævet sin anbefaling til "outperform" fra tidligere "underperform" af det internationale finanshus Cheuvreux. Samtidig hæver finanshuset kursmålet på aktien til 450 kr. fra tidligere 425 kr. Danisco-aktien åbner 1,4 pct. højere i kurs 409.

 

Simcorp udmærker sig med en kursfremgang på 3,2 pct. til kurs 1211. Softwareselskabet Simcorp er på vej med endnu en kontrakt med en klient i Nordamerika. Og ifølge administrerende direktør Peter Ravn forventes kontrakten allerede i hus i år, siger han i et interview med Bloomberg News.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )