Aktier kl. 12.45: Kurstab under lav aktivitet

Der er onsdag over middag en sur stemning på fondsbørsen i København. Således ligger C20-indekset 0,6 pct. lavere i 454,28 under lav omsætning. Danske Bank fik nedrevideret anbefalingen fra Goldman Sachs, mens SAS fik løftet anbefalingen fra Citigroup. Opkøbsrygter omhandlende Spanair understøttede ligeledes SAS-aktiens fremgang.

Danske Bank ligger 1,5 lavere i kurs 199,5. Banken er blevet fjernet fra Goldman Sachs' udvalgte købsliste, "conviction buy". Aktien får dog fortsat anbefalingen "køb" med på vejen. Siden årets begyndelse har Danske Bank aktien tabt 19,3 pct. af sin værdi. Generelt er analytikerne i verdens finanshuse enige om, at Danske Bank-aktien er et godt køb lige nu. Ifølge data fra Bloomberg anbefaler 16 ud af 22 analytikere et køb i større eller mindre omfang.

SAS stiger 1,5 pct. til kurs 68. I Stockholm handels SAS-aktien til 86,8 skr. Ifølge nyhedsbureauet Six giver Citigroup flyselskabet gode ord med på vejen. Anbefalingen på SAS-aktien løftes således til "køb" fra "hold". Dog reduceres kursmålet til 120 skr. fra 175 skr. SAS-aktien har over de seneste måneder oplevet massivt kurspres.

Den spanske rejsekoncern Goupo Marsans byder ifølge det spanske nyhedsbureau Efe på Spanair. Der er dog ikke opgivet nogen pris. SAS betalte 73,5 mio. euro for 21 pct. af aktierne i Spanair for godt tre år siden, hvilket svarer til en værdi på 350 mio. euro (3,3 mia. skr.) for hele Spanair, som nu er helejet af SAS.Spanair blev sat til salg i forbindelse med det skandinaviske flyselskabs strategioplæg 2011, der blev fremlagt før sommerferien.

Forsikringskoncernen Trygvesta, der taber 1,5 pct. til kurs 387,5, går nu ind på markedet for store erhvervskunder i Sverige. Trygvestas Industri division introducerer i løbet af 2008 salg af forsikringer til store erhvervskunder i Sverige, oplyser forsikringskoncernen.

- Vi har besluttet at øge vores nordiske markedsposition ved at starte salg af erhvervsforsikringer i Sverige, efter vi har oplevet stor succes med risikorådgiver konceptet og vores industriforretning som helhed de seneste år samt konstateret et behov hos den del af svensk erhvervsliv, vi har været i kontakt med, efter at vi startede med salg af privatforsikringer i Sverige i 2006. Vi starter salget i Sverige i efteråret 2008, siger koncernchef Stine Bosse.

Coloplast, som over middag ligger 1,1 pct. lavere i kurs 451, bliver onsdag handlet eksklusiv retten til dividende på i alt 9 kr.

Auriga Industries-selskabet Cheminova har købt halvdelen af den tyske virksomhedsgruppe Sta:hler for 30 mio. euro. Købet sker for at styrke Cheminovas position i Europa. Auriga stiger 1,0 pct. til kurs 97.

Genmab holder onsdag kl. 15.00 telekonference på etårsdagen for aftalen om stoffet Ofatumumab mod leukæmi med den britiske medicinalgigant GlaxoSmithKline. Genmab falder 1,2 pct. til kurs 319.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )